Randers, d. 23. maj 2013
Det har været en hård vinter at være bygningsarbejder og entreprenør i. Masse af sne, blæst og kulde. Alligevel er det lykkedes alle de mange dygtige mennesker at komme så langt med Nordeuropas største kreaturslagteri, at der i dag var rejsegilde. Når slagteriet står færdigt midt i marts 2014, vil det derfor kun være godt en måned forsinket.
Det var også en tydeligt stolt divisionsdirektør, der bød velkommen og takkede for den indsats, der indtil nu er lagt i byggeriet:
- Når jeg af og til bevæger mig rundt på byggepladsen og falder i snak med nogle af jer håndværkere, slår det mig tit, at ikke ret mange helt konkret ved, hvad det er, vi har gang i her. For mange er det måske blot endnu et hus i en lang række af huse.
Men nej, kære venner! Uden at I er klar over det, er I faktisk i gang med at skrive et stykke slagterihistorie.
I er ved at bygge Nordeuropas største og mest moderne kreaturslagteri, og jeg tør godt garantere, at der ikke er ret mange af jer, der kommer til at opleve noget tilsvarende igen.
Sidste gang, der blev investeret i et kreaturslagteri i Danmark, var i 1972, da der blev bygget nyt i Aalborg, og det er i øvrigt også vores slagteri, sagde Lorenz Hansen, direktør i DC Beef.
Investering til små 700 mio.
Men hvad skal der sættes i sving for at opføre sådan et kæmpe-slagteri? Ja, det havde Lorenz Hansen følgende eksempler på:
Man skal …
- Flytte 50.000 m3 jord
- Tilkøre 30.000 m3 sand svarende til 1.500 vognlæs
- Opføre 17.000 m2 under tag
- Lægge 6 km kloak
- Rejse 2.500 betonelementer i produktionsafsnittet
- Rejse 550 betonelementer i administrationsafsnittet
- Føre 15-20 km VVS-rør
Og nåh ja, så skal der også lige investeres i underkanten af 700 millioner kroner. Men så er Danish Crowns andelshavere også de, forhåbentligt, stolte ejere at det største og mest moderne kreaturslagteri nord for Alperne.
Tak til ejerne
Lorenz Hansen glemte da heller ikke at takke netop andelshaverne for deres fremsynethed og tillid til projektet:
- Jeg er meget stolt over, at landmændene viser os den tillid, der har gjort dette byggeri muligt. Vi er en flok helt vildt motiverede medarbejdere, der står og tripper for at komme til at bevise, at bygningen af dette store slagteri var en rigtig beslutning. Og jeg glæder mig til at vise vores ejere, at investeringen udmønter sig i en bedre afregningspris for deres kreaturer.
Til slut blev der udråbt et trefoldigt leve for Danish Crown, Holsted.
Lidt ekstra fakta-guf for de interesserede:
- Når slagteriet er endeligt kørt ind, skal der slagtes 4.500 dyr om ugen. Det svarer til ca. halvdelen af alle de kreaturer, der slagtes om ugen i Danmark
- Der skal slagtes 110 dyr i timen. Det er dobbelt så mange som på DC Beefs nuværende anlæg
- Der skal udbenes ca. 10.000 kvarte dyr pr. uge, eller hvad der svarer til 500 dyr om dagen
- Der skal hakkes 500 ton oksekød om ugen. Det svarer til 600.000 bakker af dem, som købes i supermarkederne. Det svarer igen til ca. 60 procent af alt det hakkekød, som danskerne spiser hver uge.
