Umuts originale opskrift på flæskesteg med sprød svær

Kan man overhovedet tænke på flæskesteg med sprød svær uden samtidig at tænke på Umut Sakarya-Havshøj? Den dansk-tyrkiske kok er især kendt for sin kærlighed til det danske køkken og sine fortolkninger af klassiske danske retter. Flæskestegen har dog en særlig plads i hans hjerte, og hans metode til at opnå den perfekte kombination af sprød svær og saftigt kød er mere eller mindre blevet hvermandseje i de danske hjem, specielt op til jul.

Vil du også mestre kunsten at lave en juleflæskesteg, der sidder lige i skabet? Så følg Umuts originale opskrift trin for trin og få både en videogennemgang og hans bedste tips til tilberedningen.

Hvilken udskæring skal du vælge til flæskesteg?

Mange forbinder flæskesteg med et bestemt stykke kød, men faktisk er flæskesteg navnet på retten, ikke på en bestemt udskæring. Du kan derfor lave flæskesteg af flere forskellige udskæringer:

  • Kamstegen er et populært valg, fordi den er mager og nem at skære i pæne skiver.

  • Ribbensstegen har mere fedt og er en klassiker på julebordet.

  • Nakkestegen har en fin marmorering, der giver masser af smag og saftighed.

Uanset hvilken udskæring du vælger, er metoden den samme, også for Umuts opskrift på flæskesteg.

Ingrediensliste: Det skal du bruge til Umuts opskrift på flæskesteg

Du behøver ikke en lang indkøbsliste for at lave Umuts flæskesteg. Med kun fem ingredienser kan du gå i gang med at tilberede en julesteg med masser af smag og lækker, sprød svær.

Du skal bruge:

(Til 4 personer)

  • Ca. 1,5 kg flæskesteg (kamsteg, ribbenssteg eller nakkesteg)

  • Salt

  • En lille håndfuld hele peberkorn

  • 5 stk. nelliker (kan justeres efter smag)

  • 5 stk. laurbærblade

Det er enkle ingredienser, men de spiller hver især en vigtig rolle. Saltet er særligt vigtigt for de sprøde svær, mens peber, nelliker og laurbærblade giver stegen den klassiske, krydrede smag.

Du skal også bruge kogende vand til at hælde i fadet samt et ildfast fad, der er stort nok til stegen.

Hvor meget julemad skal du bruge?

Plejer du at stå tilbage med en masse julemad, når gæsterne er gået hjem? Med vores beregner kan du nemt finde ud af, hvor meget mad du skal lave til julemiddagen, så du hverken laver alt for meget eller for lidt.

Prøv beregneren her

Husk at tage flæskestegen op mindst 3 dage før

Er din flæskesteg på frost, så tag den op af fryseren og ind i køleskabet 3 dage, før du skal bruge den. Det lyder som lang tid, men en steg skal have ro til at tø helt igennem. Er kødet stadig lidt frossent i midten, når det kommer i ovnen, bliver tilberedningen ujævn, og det kan koste dig den sprøde svær. Det kan vi selvfølgelig ikke have.

Sæt derfor en påmindelse om at tage flæskestegen op af fryseren senest d. 21. december for at have den klar til juleaften d. 24. december.

Sådan optør du flæskesteg korrekt

Umuts opskrift på flæskesteg: Følg hans fremgangsmåde trin for trin

Her får du Umuts metode til en vellykket juleflæskesteg, trin for trin:

  1. Kom salt, sort peber, nelliker og laurbærblade i et ildfast fad.

  2. Placér flæskestegen med sværene nedad i fadet.

  3. Hæld kogende vand i bunden af fadet, så sværene er dækket.

  4. Sæt fadet i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i 20 minutter.

  5. Tag stegen ud og vend den om, så sværene vender opad.

  6. Fjern peber, nelliker og laurbærblade fra sværene og lad dem blive i vandet.

  7. Skær sværene fri fra hinanden ned til kødet, men undgå at skære ned i selve kødet. Ellers risikerer du at ende med bløde svær.

  8. Gnid salt grundigt ned i sværene.

  9. Sørg for, at stegen ligger helt lige og læg evt. noget under for at støtte (fx en grøntsag, en ske eller stanniol)

  10. Sæt stegen tilbage i ovnen og steg ved 200 grader i 50 minutter.

  11. Tag stegen ud og skru ovnen op til 220-240 grader.

  12. Sæt stegen tilbage i ovnen.

  13. Tjek stegen hvert 10. minut og hold øje med, hvornår sværen bliver sprød og gylden.

  14. Husk at sikre, at der er væske nok i fadet under hele tilberedningen. Så kan du også bruge det til flæskestegssovsen.

  15. Husk at lade stegen hvile i op til 30 minutter. Dette er absolut et vigtigt punkt for en god flæskesteg.

Videoguide: Sådan tilbereder Umut den perfekte flæskesteg

Den store flæskestegsfejl: Skær ikke i stegen med det samme

Flæskestegen kommer ud af ovnen, svær er gylden og sprød, og alle venter ved bordet. Men ifølge Umut er det lige netop her, de fleste laver den helt store klassiske fejl: De skærer i stegen med det samme.

I stedet bør du lade den færdige flæskesteg hvile i 20-30 minutter. Lad den blive i ovnfadet, præcis som den er. Læg hverken stanniol, film eller viskestykke over, eller hvad du ellers tænker holder flæskestegen varm. Det er slet ikke nødvendigt.

Hvorfor er det vigtigt at lade flæskestegen hvile?

Hvilen gør en forskel for resultatet. Kødsaften får tid til at fordele sig i hele stegen, i stedet for at løbe ud, når du skærer. Samtidig tilberedes stegen lidt videre, så den bliver mere ensartet stegt hele vejen igennem. Det smager du på kødet, som bliver mere mørt og saftigt.

Bliver flæskestegen ikke kold imens?

Du tænker måske, at flæskestegen risikerer at blive kold, mens den hviler. Det gør den ikke, og den mister heller ikke smag. Tværtimod. Så brug tiden på sovsen og tilbehøret, og skær først i stegen, når den har fået lov til at hvile.

Sådan kan du bruge resterne af flæskestegen

Er der flæskesteg tilovers fra julemiddagen? Så er der ingen grund til at lade den gå til spilde. Flæskesteg smager nemlig også skønt dagen efter, og med lidt kreativitet kan du nemt forvandle resterne til et nyt, velsmagende måltid.

Prøv fx at se, hvordan Umut har brugt sine flæskestegsrester til at lave sin lækre version af peking flæsk.

Find flere opskrifter med rester af flæskesteg

Umuts opskrift på en smagfuld flæskestegssovs

Ingen flæskesteg uden en god sovs. Bare spørg Umut. Når stegen er færdig, er det derfor tid til at få det bedste ud af den smagfulde sky i fadet. Den er nemlig guld værd for din flæskestegssovs og giver den en rigere, mere afrundet smag.

Her kan du se, hvordan du laver Umuts flæskestegssovs, der med sin fyldige smag er den perfekte ledsager til den sprøde og saftige flæskesteg:

Se opskriften: Umuts flæskestegssovs

Umuts guide til at lave sprøde flæskesvær i airfryeren

Sprøde, knasende flæskesvær er en lækker snack, du nemt kan lave derhjemme. Her får du Umuts tips til at tilberede dem i airfryeren, så de får masser af sprødhed.

Se Umuts tips til flæskesvær i airfryer

Ofte stillede spørgsmål om flæskesteg