Danish Crown løfter salget i Sydøstasien

Danish Crown løfter salget i Sydøstasien

Den økonomiske vækst i Sydøstasien fortsætter. Derfor etablerer Danish Crown-koncernen nu et hovedkontor for regionen i Vietnam, som med støtte fra to nye salgskontorer i Taiwan og Filippinerne skal løfte salget i hele Sydøstasien.

9. oktober 2017
Mere end 12 mdr. gammel

Gennem datterselskabet ESS-FOOD var Danish Crown-koncernen med til at åbne eksporten af kød fra Danmark og Europa til landene i Sydøstasien. Nu har forbruget af kød i regionen nået et niveau, der gør det interessant for Danish Crown-koncernen at være til stede med egne salgskontorer i flere lande.

- Vi skal simpelthen endnu tættere på kunderne i Sydøstasien. Der er en stigende interesse for kød fra Europa og specielt dansk grisekød, så derfor er det helt naturligt at udvide vores net af sælgere og agenter med egne salgskontorer. Det sikrer kunderne en bedre service i det daglige og skaber det bedst tænkelige udgangspunkt for at løfte salget i regionen, siger CEO i ESS-FOOD Morten Holm.

Markedet for kød i Sydøstasien er vokset markant gennem det seneste årti. Filippinerne er i dag det femtestørste marked for grisekød fra Europa, og alene det sidste år er eksporten vokset små 15 procent. Det er en kombination af den stigende velstand og bedre muligheder for at distribuere frosne kødprodukter i regionen, der har drevet væksten.

- Sydøstasien er et område, hvor der historisk har været appetit på grisekød, og derfor er det helt naturligt for os at styrke salgsindsatsen. Vi har allerede i dag en pæn eksport til Filippinerne, Vietnam og Taiwan, men der er afgjort potentiale for mere, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi på et tidspunkt også kommer til at åbne eget kontor i Thailand, siger Lars Albertsen, der er eksportdirektør (SVP Export) i Danish Crown.

Den styrkede salgsindsats i Sydøstasien skal ledes fra Ho Chi Minh City i Vietnam. Inden for få måneder vil det blive suppleret med salgskontorer i Manila og på Taiwan, mens salget til Thailand og Singapore vil ske fra kontoret i Vietnam.

Hidtil har ESS-FOOD og Danish Crown opereret hver for sig i regionen, men fremover vil salgsstyrken helt i tråd med Danish Crowns 4WD-strategi repræsentere begge virksomheder.

- Når sælgerne besøger kunderne, fylder grisekød fra Danish Crown selvfølgelig rigtigt meget i tasken, men lige så vigtigt er det, at de kan tilbyde kunderne den brede vifte af produkter og services, som ESS-FOOD har på hylderne. I mine øjne gør det os til en særdeles attraktiv partner for kunder på alle niveauer i Sydøstasien, siger Morten Holm.

I forbindelse med styrkelsen af kontoret i Ho Chi Minh City og oprettelsen af de nye kontorer i Manila og Taiwan har Danish Crown valgt at lukke salgskontoret i Singapore og overflytte medarbejderne til kontoret i Vietnam.