<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Danish Crown har sammen med 20 øvrige danske virksomheder tilsluttet sig Dansk Alliance for Ansvarlig Palmeolie, som kræver, at virksomhederne offentliggør handlingsplaner for, hvordan de vil sikre brug af ansvarligt produceret palmeolie i Danmark samt bidrage til en mere ansvarlig produktion globalt.

Det betyder, at Danish Crown senest i 2023 vil have udfaset brugen af palmeolie fuldstændig i værdikæden, og allerede næste år skal forbruget halveres og samtidig indkøbes gennem RSPO-certifikater.

I kødproduktionen bruges palmeolie primært i foderblandingen til slagtedyr, og derfor skal udfasningen foregå i samarbejde med de danske grovvareselskaber, som leverer foderet til Danish Crowns ejere.

- Palmeolie tegner sig for en meget lille del af den samlede foderblanding, og det bliver brugt som bindingsmiddel, så derfor kan det forholdsvist nemt skiftes ud. Vi har dog ejere, som vil have tegnet foderkontrakter, som løber længere frem i tiden, så vi kan ikke udfase det fra dag 1, og derfor vil der i den mellemliggende periode blive indkøbt certificeret palmeolie, siger Preben Sunke, der er COO i Danish Crown.

Palmeolie bliver brugt i foder til både kreaturer og grise, og kan udskiftes med andre lignende produkter – eksempelvis raps- eller solsikkeolie.

Danish Crown vil senest i 2023 have udfaset brugen af palmeolie fuldstændig i værdikæden.