29. april 2014
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 29. april 2014

- Det er en rigtig ærgerlig fejl, som vi egentlig har gjort alt for at undgå, men den slags kan desværre ske, når man kører et nyt anlæg ind. Det er et omdrejningspunkt i Danish Crown, at ejerne kan stole på afregningen, så har vi sat alt ind på at rette fejlen, siger Direktør i DC Beef Lorenz Hansen.

DC Beef valgte at kontakte Klassificeringskontrollen, der er uvildig og overordnet ansvarlig for klassificeringen af dyr i hele Danmark, efter at flere landmænd havde undret sig over afregningen af deres dyr. Klassificeringskontrollen kastede sig over de to klassificeringscentre i Holsted og analyserede efterfølgende de indhentede data.

De har set på to perioder, dels uge 11-14 og så uge 15. I de første fire uger har de ikke konstateret nogen forskel, mens de i uge 15 har konstateret, at Holsted lå 0,17 under niveau. Det fik klassificeringskontrollen til at anbefale en regulering af alle dyr i Holsted på 0,2 i form i uge 15.

Klassificering rettet frem til påske
Alligevel besluttede ledelsen i DC Beef efterfølgende, at alle dyr slagtet i Holsted indtil påske skulle reguleres, da den tvivl, som der eventuelt kunne være omkring klassificeringen, skal komme den enkelte leverandør til gode.

- Vi synes, det er den rigtige løsning. Nu har Klassificeringskontrollen efterprøvet alt, så problemet ikke dukker op igen. Samtidig har de indvilget i at have særlig fokus på DC i Holsted i den kommende tid, så vi sikrer en korrekt afregning, fortæller Lorenz Hansen

Alle dyr slagtet i Holsted fra uge 11 til uge 15 har fået hævet klassificeringen med 0,2, og de enkelte leverandører har fået reguleret afregningen.