Kommentar til DRs Kontant udsendelse

Kommentar til DRs Kontant udsendelse

9. september 2026

Danish Crown er onsdag 9. september en del af DR-Kontants udsendelse, hvor nogle specifikke bøffer af importeret kød fra Uruguay bliver kritiseret.

Der er tale om bøffer til Supreme-brandet, som vi har leveret kontinuerligt til Rema de seneste 10 år. Siden april – før Kontant overhovedet kontaktede os - har vi dog været ved at udfase kødet fra Uruguay i samarbejde med Rema 1000, og i uge 27 blev de sidste uruguayanske bøffer produceret og solgt på kampagne. Herfra består Supreme-brandet udelukkende af Danish Crowns egne slagtekvæg. Denne udfasning sker ud fra et ønske om at udnytte egne slagtekvæg bedst muligt, ligesom Rema 1000 har et ønske om sælge kød af dyr med oprindelse i eller tæt på Danmark. Udfasningen blev påbegyndt før Kontants henvendelse og har intet med programmets kritik af gøre.

I maj henvendte Kontant sig til Danish Crown, efter at redaktionen tilbage i januar havde fået forskere til at analysere 30 Supreme-bøffer fra fem forskellige Rema 1000-butikker. Konklusionen fra forskere ved Københavns Universitet var, at bøfferne viste tegn på fordærv og ikke var egnede til konsum.

Da Danish Crown modtog henvendelsen fra Kontant, valgte vi at få testet 13 bøffer fra køledisken på et laboratorium. Her blev alle bøffer vurderet egnede til at spise. Der blev heller ikke fundet kvalitetsmæssige udsving, som gav anledning til de samme konklusioner, som Kontant nåede frem til.

Derudover kan vi konstatere, at hverken kunderne eller fødevarekontrollen har givet os anledning til at tvivle på kvaliteten af kødet fra Uruguay. Kødet har ikke fået anmærkninger fra Fødevarestyrelsen, som blandt andet kom på et langt uanmeldt kontrolbesøg på vores fabrik i Sdr. Felding 22. juni 2026 og gennemgik det sidste kød fra Uruguay grundigt – igen uden en eneste anmærkning.

I programmet kritiserer Fødevarestyrelsen Danish Crown for ikke at tage kontakt vedr. Kontants kritik. Dette er ikke korrekt, og vi er meget uforstående over for styrelsens fejlinformation i sagen. Danish Crown har været i dialog med Fødevarestyrelsen, som i øvrigt kom på uanmeldt kontrolbesøg om morgenen på den dag, Kontant kontaktede os første gang. Dette skete 7. maj 2026, og først halvanden måned senere blev Fødevarestyrelsens repræsentant interviewet. 
Vi kan derudover oplyse, at vi kun har modtaget en eneste reklamation på Supreme-bøfferne i år, og den kom fra Kontant. Ingen andre kunder har klaget over kvaliteten af de bøffer, hvor vi sælger mere end 500.000 stk. om året.

Onsdag d. 2. september fik fabrikken i Sdr. Felding desuden en BRC-certificering AA+, som er den højest mulige certificering i forhold til fødevaresikkerhed.

Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at Danish Crown ikke kan være tilfreds med, at forskere kan drage den slags konklusioner på de specifikke bøffer. Derfor fortæller vi også åbent i Kontant, at det konkrete kød ikke lever op til de høje kvalitetskrav, vi har til vores produkter.

Selv om kødet fra Uruguay ikke sælges mere, har vi skruet op for egenkontrollen på den pågældende produktserie, ligesom vi fortsætter med at have et tæt og godt samarbejde med fødevaremyndighederne.
Danish Crown er blandt verdens førende på fødevaresikkerhed og er underlagt omfattende kontrol. Alt sammen for at forbrugerne trygt kan spise vores produkter.  

Med venlig hilsen 
Finn Klostermann 
CEO i Danish Crown Beef