Fokus på fremtiden

Danish Crown vil tættere på kunderne og kundernes kunder i de kommende år. Det fortalte CEO Kjeld Johannesen, da han berørte Danish Crowns fremtidige strategi på koncernens åbne repræsentantskabsmøde.

29. november 2013
Mere end 12 mdr. gammel


Randers den 29. november 2013 

Gennem det seneste år har alle afdelinger og datterselskaber i Danish Crown koncernen arbejdet målrettet med strategien for de kommende år, og netop fokus på kunderne går igen overalt.

- Indsigt i markederne og kendskabet til kunderne er en forudsætning for vores markedsadgang, og det skal vi blive endnu bedre til, forklarer Kjeld Johannesen.

I det forgangne år var det netop Danish Crowns brede tilstedeværelse globalt samt integrationen i værdikæden, der gav koncernen robustheden til at levere et stabilt resultat, i en tid hvor konkurrencen er benhård.

- Vi har set store udsving i resultaterne på tværs af koncernen, men her viser spredningen i vores aktiviteter virkelig sin styrke til gavn for vores ejere, siger Danish Crown Kjeld Johannesen.

Men det høje omkostningsniveau i den danske produktion er fortsat en af de helt store udfordringer, og på mødet gjorde Kjeld Johannesen det klart, at der – som varslet tidligere på året – er danske arbejdspladser, som ikke vil overleve.

- Uagtet de nye initiativer Danish Crown kommer med og uagtet de initiativer der forhåbentlig kommer fra politisk side, så er der danske arbejdsplader, der går tabt på grund af det det generelt høje omkostningsniveau i Danmark, sagde Kjeld Johannesen til de næsten 300 fremmødte til repræsentantskabsmødet.

Kjeld Johannesen understregede, at det er i elvte time, politikerne forsøger at gøre noget, men han kvitterede samtidig for de tiltag, som den siddende regeringen er kommet med de seneste år.

- Vi undgår desværre ikke at lukke anlæg, så i øjeblikket er vi ved at foretage en grundig analyse af vores struktur i Danmark. Det er afgørende, at vi kommer helt til bunds, så vi kan træffe en holdbar beslutning, der på en gang sikrer vores ejere den bedst mulige pris for råvarerne, men som omvendt ikke ødelægger Danish Crowns muligheder, hvis vi igen ser en stigning i antallet af slagtesvin, siger Kjeld Johannesen.

Kjeld Johannesen forventer at kunne orientere medarbejderne om den fremtidige struktur først i det nye år.