Danish Crown om fireparten: Forbrugerne skal fortsat kunne betale prisen på velfærdsgrisen

Danish Crown om fireparten: Forbrugerne skal fortsat kunne betale prisen på velfærdsgrisen

Danish Crown bakker op om regeringens ambition om bedre dyrevelfærd og øget værdiskabelse af griseproduktionen. Men højere krav til velfærd og produktion giver højere priser, og planen kan kun lykkes, hvis kunderne vil betale for produkterne.

30. september 2026

Danish Crown bakker op om regeringens ambition om bedre dyrevelfærd og øget værdiskabelse af griseproduktionen. Men højere krav til velfærd og produktion giver højere priser, og planen kan kun lykkes, hvis kunderne vil betale for produkterne.

Regeringen har nedsat en firepart, der skal drøfte fremtidens danske griseproduktion. Danish Crown repræsenteres af Dansk Industri og går ind i arbejdet med en ambition om at bidrage til bedre dyrevelfærd. Men Danish Crown vil samtidig stå fast på, at der også skal være et marked for fremtidens griseproduktion.

»Vi skal forbedre grisenes dyrevelfærd og samtidig sikre, at det fortsat kan betale sig at producere fødevarer i Danmark. Vi har et stærkt fødevareerhverv, som skaber mange vigtige arbejdspladser i landdistrikterne. Sådan skulle det gerne blive ved med at være,« siger Group CEO i Danish Crown, Niels Ulrich Duedahl, og uddyber:

»Derfor går vi ind i fireparten med den klare forudsætning, at omstillingen skal ske med et blik for, at der også skal være en betalingsvillighed på forbrugersiden. Vi er bekymrede for, om omkostningerne kan stige mere, end forbrugerne er villige til at betale. Og hvis danskproduceret kød blot bliver erstattet af billigere udenlandsk, er vi ikke kommet i mål. Derfor skal vi have efterspørgslen med ind i forhandlingerne, ikke kun kravene til produktionen,« siger han.

I dag slagter Danish Crown ca. 175.000 grise fra danske andelsejere om ugen. Omkring 5.000 af dem er såkaldte velfærdsgrise såsom Friland, Antonius og Bornholmergrisen. Tallene viser, hvor stort et marked der skal udvikles, hvis produktionen med højere dyrevelfærd skal fylde markant mere.

Det kræver, at hele værdikæden køber ind på ambitionerne. Danish Crown er derfor tilfreds med, at Dansk Erhverv repræsenterer supermarkederne i fireparten. Supermarkederne har en vigtig rolle i at få produkterne frem til forbrugerne og skabe plads til dem i køledisken.

Ambition om mere forædling

En større andel af grisene skal ifølge regeringen blive til forædlede fødevarer som spareribs, pulled pork og pålæg. Den ambition støtter Danish Crown, som allerede har en stor forædlingsproduktion i Danmark med flere tusinde arbejdspladser til følge.

»Danish Crown er enig i, at vi skal værdiforædle markant mere kød fra danske landmænd og rykke højere op i værdikæden. Fokusset på det danske marked kan dog ikke stå alene. Danish Crown sælger en stor del af sine fødevarer uden for Danmark, og efterspørgslen på eksportmarkederne er afgørende for, om virksomheden kan afsætte hele grisen til en pris, der gør det muligt at slagte og forædle flere grise herhjemme,« siger Niels Ulrich Duedahl.

Han pointerer samtidig, at Danish Crown deler politikernes ambitioner om rent drikkevand, mere liv i de indre danske farvande og bedre dyrevelfærd. De nye krav skal dog indføres i et tempo, hvor landmænd og virksomheder kan investere og omstille sig, understreger han.

»Hvis omstillingen går hurtigere, end gårdene og slagterierne kan følge med, risikerer vi at flytte arbejdspladser til udlandet og få udenlandsk kød med ringere dyrevelfærd i de danske kølediske,« siger Niels Ulrich Duedahl.

For opfølgende spørgsmål kontakt pressechef i Danish Crown, Anders Leonhard Jensen, på +45 2774 4389 eller andlj@danishcrown.com.