Andelshavere åbnede landbruget

Andelshavere åbnede landbruget

96.012 gæster lagde vejen forbi en gård til årets Åbent Landbrug. Flere var på besøg hos Danish Crowns andelshavere, og det var en god oplevelse for både gæst og vært.

19. september 2017
Mere end 12 mdr. gammel
På Volsgård ved Vinderup havde familien Thorsen slået stalddørene op til Åbent Landbrug. De kunne fremvise deres 350 malkekøer og omtrent samme antal kvier og kalve, der i dagens anledning skiftede lyden af malkemaskiner og radio ud med hvinende børn og fortællende guider.

På den tilstødende mark var der indrettet parkering, der kunne gøre Smukfest og andre danske festivaler misundelige, og klokken havde da også kun lige rundet 10, da gårdspladsen blev forvandlet til kontrolleret kaos. Selvom det er et tilløbsstykke af et arrangement med lang forberedelsestid, er Mie Thorsen glad for, at gården kan få så mange mennesker ind.

- Det er vigtigt, at vi viser landbrugt frem og gør afstanden fra jord til bord så kort som mulig. Vi gør et rigtigt godt stykke arbejde i landbruget og laver produkter af høj kvalitet, og det skal vi være stolte af at kunne vise frem, siger hun.

- Før i tiden havde alle familier en landmand, men sådan er det ikke længere, og der er jo børn, som aldrig har set en ko før, så derfor vil vi gerne vise, hvordan landbruget reelt er.

Traktorer og tyrekalve
En af dem, der havde valgt at lægge vejen forbi Volsgård, var Anja Bagger og sønnen Christian. Med en mand og far, der arbejdede ved landbruget, havde de set rigeligt med køer før, men derfor var de stadig glade for dagen.

- Jeg synes, det er rigtig sjovt at se andre gårde og være sådan nogle steder, og Christian elsker traktorer og maskiner, så det var en god mulighed for at få en hyggelig dag. Vi tager også altid til køernes forårsfest, og det er bare altid rigtig hyggeligt, siger hun.

De var på rundtur med guiderne og så alt fra landbrugsmaskiner til slagtekalve, som gården hvert år leverer 200 styk af til Danish Crown under konceptet Dansk Kalv.

Fjerner fordomme
Cirka 30 kilometer sydpå havde Dorit Jacobsen og Jakob Sørensen også åbnet gården Sdr. Merrild, hvor de har 720 søer til at gå i staldene. Her var marken også fyldt op med biler, og det store besøgstal får værterne til at håbe, at de kan være med til at nedbryde fordomme om dansk landbrug.

- Vi vil gerne vise den positive side af dansk landbrug, som ikke så tit bliver vist i medierne og lade folk se det med egne øjne. Vi føler, at sådan en dag er med til at nedbryde nogle fordomme om landbruget, og det vil vi gerne være med til.

En af de gæster, der ville se det med egne øjne, var Martin Pedersen fra Herning, der havde taget sine to piger med.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man får et realistisk billede af landbruget, og at mine piger også ved, hvad der sker i en stald, og så er Åbent Landbrug jo en rigtig god mulighed for at se, hvordan det egentlig foregår i landbruget og få svar på de spørgsmål, man har, siger han.