<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Vi tror på fremtiden. Hvis der er noget, den gamle strategi har lært os, så er det, at vi kan lægge en ambitiøs forretningsplan fem år ud i tiden - og sammen arbejde for at nå de mål, vi sætter os. Vi lykkedes med 4WD-opgaven, og det giver tro på egne evner i hele kæden fra jord til bord. Jeg oplever masser af optimisme, når jeg taler med vores medarbejdere, og når jeg taler med vores ejere.

Der er ingen tvivl om, at vi står et godt sted, og det skal vi udnytte til vores fordel med den nye strategi. Den hedder ’Feeding the Future’ og handler blandt andet om, at vi vil flytte Danish Crown endnu tættere på kunder og forbrugere og holde fast i de +60 øre til vores ejere. Vi vil:

  • Styrke vores salg ved at samle indsatsen på markederne og skabe mere værdi i de enkelte dele af slagtedyret.
  • Investere i nye produkter og bæredygtighed for at være endnu mere relevant for kunder og forbrugere
  • Styrke hele kæden fra jord til bord og knytte landmændene endnu tættere til produktionen
  • Arbejde endnu tættere sammen i koncernen
  • Hente besparelser på indkøb, logistik, gennem Optima og ny teknologi
  • Sammen bygge en Danish Crown-kultur, der styrker samarbejde og medarbejderens handlekraft
  • Samle Danish Crown Foods og Danish Crown Pork i én stærk forretningsenhed for at skabe mere værdi fra jord til bord

Den enorme fokus på bæredygtighed er Danish Crowns mulighed for i de næste fem år at blive endnu mere relevant for kunder og forbrugere end nogensinde før. Vi er ejet af de danske landmænd, og det ejerskab giver os muligheden for at drive udviklingen gennem hele kæden fra mark til mærkevare. Vi skal ikke producere flere grise, men i stedet at skabe mere værdi ud af de råvarer, som vores ejere leverer.

Vi skal lykkes med at investere bredt i både innovation og produktion, så vi leverer på vores løfte om at tilbyde bæredygtige fødevarer. Formår vi dét, kan vi også betale vores ejere en pris for deres råvarer, som gør det muligt for dem investere i at reducere klimaaftrykket yderligere på deres gårde.

Kort sagt skal vi skabe en positiv, opadgående spiral.

Analyser har vist, at der er behov for investeringer på 4-5 milliarder blandt ejerne i teknologi og nye stalde, mens planen er at investere 11-12 milliarder kroner i virksomheden, hvoraf cirka halvdelen er reinvestering i produktionen.

Vi kommer i perioden til at sætte os bindende klimamål, der bygger på viden og data. Som et konkret initiativ på den korte bane skal Horsens, Holsted og Haarlem være klimaneutrale indenfor de næste 12 måneder.

Endelig kommer vi til at samle Danish Crown Foods og Danish Crown Pork i én samlet enhed. Mens vi lagde sporene til den nye strategi, kom vi frem til, at vi skal gå en ny vej, hvor vi samler de fantastiske kompetencer i Danish Crown Foods og Danish Crown Pork, så vi sikrer et jord-til-bord-perspektiv i hele værdikæden. Det er en fornøjelse at opleve, hvordan vi har nærmet os hinanden mere og mere over de seneste fire år, så det føles naturligt at samle Danish Crown Pork og Danish Crown Foods.

Vores målsætninger i Feeding the Future-strategien er ambitiøse, og for at indfri dem, skal vi mere end nogensinde før løfte i flok og spille hinanden gode. Det glæder jeg mig til, og jeg er glad for at DU, kære kollega, er med på holdet.

/Jais

Vores målsætninger i Feeding the Future-strategien er ambitiøse, og for at indfri dem, skal vi mere end nogensinde før løfte i flok og spille hinanden gode.