<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Kære andelsejer

I Danish Crown har vi, lige siden markedet i Kina tog fart, haft en opgave i at sikre, at virksomheden har en bedre flyvehøjde, når rygvinden fra Kina aftager igen. Her har 4WD-strategien taget os langt, og vi har ligget kontinuerligt højt på afregningen i forhold til vores konkurrenter. Vi har frasolgt, købt til og trimmet forretningen. Vi har øget vores tilstedeværelse hos kunder og forbrugere, vundet markedsandele i udvalgte kategorier, og vi har bragt koncernen tættere sammen og udvundet synergier deraf. Vi er lykkes med at få fart under firhjulstrækkeren.

Nu er det på tide at tage det skridtet videre og bygge ovenpå alt det gode arbejde, som allerede er gjort i koncernen. Derfor lancerer vi vores nye forretningsstrategi i Danish Crown: Feeding the Future. Den nye strategi er som overskriften på denne leder antyder ikke en helt ny retning, men en udvikling af den vej, vi allerede er på.

Vi fastholder målet om de +60 øre, og vi skal fortsat vinde de samme kampe på markederne, som vi har vundet indtil nu. Der hvor vi bygger videre er på værdien af de råvarer, som vi ejere leverer til Danish Crown. Uanset om det er grisekød, kalvekød eller oksekød, så skal værdien af de enkelte kilo op, så vi også kan levere +60 øre den dag, hvor østenvinden fra Kina ikke skubber os i ryggen.

Der har vi nogle håndtag i koncernen, som der kan trækkes i. Det er blandt andet en øget grad af forædling, så vi laver mere værdi på de grise og kreaturer, vi slagter, men hvad endnu vigtigere er, så er det med et fortsat og øget fokus på bæredygtighed som et konkurrenceparameter.

Vores bæredygtighedsstrategi har bragt os langt. Som Jais sagde i halvårsmeddelelsen, så har vi de rigtige dialoger med de rigtige kunder, og de kan se værdien i det arbejde, som bliver lagt i koncernen og i endnu højere grad på vores bedrifter.

Det kommer til at kræve noget af os som ejere og leverandører til virksomheden. Vores kontrakt med samfundet er bundet op på, at vi bidrager med arbejdspladser og fortsat nedbringer klimaaftrykket fra vores produktion. Det vil kræve investeringer hos andelsejerne, og derfor er en konkurrencedygtig og relativt høj, stabil afregning nødvendig. Som andelsejere har vi en fælles opgave i at fastholde en produktion af slagtedyr i Danmark på det nuværende niveau. For det sikrer arbejdspladserne og gør, at vi fastholder, eller kan udbygge vores plads i den danske samfundshusholdning. Det vil kræve betydelige investeringer i nye stalde og teknologi, samt fortsat udvikling af vores produktion med alle aspekter af bæredygtighed for øje.

Danish Crown er med sit nuværende slagtetal på 12-13 mio. grise et rigtigt godt sted, og der vil vi gerne vedblive at være. Derfor er målet med den nye strategi ikke at være størst, men at levere de bedste og mest værdifulde produkter, så vi kan holde flyvehøjden på +60 øre også på den lange bane.

Med venlig hilsen
Erik Bredholt