Loading...

Frilands salg af økologisk kød og kød med høj dyrevelfærd er vokset i regnskabsåret 2020/21. Selskabet, som er ejet af Danish Crown, kommer ud af året med en omsætning på 998,9 mio. kr. Det er en vækst på 16 procent og den højeste omsætning i selskabets historie.

Friland er således med længder den største europæiske leverandør af økologisk grise- og oksekød, og klart blandt verdens største.

- Vi er stolte over, at vi har nået en rekordomsætning. Det er både Frilands, men også Danish Crowns ambition at levere kød af høj kvalitet og med god dyrevelfærd, og vores høje omsætning viser, at det også er efterspurgt hos forbrugerne, siger CEO i Friland, Claus Hein.

Den høje omsætning skyldes blandt andet et øget salg på eksportmarkederne, og at Friland har fastholdt sin markedsandel i Danmark. Samlet set er det fortsat salget af dansk økologisk kød, som fylder mest i Friland med godt 70 procent af salget. Salget til danske kunder udgør knap 40 procent af omsætningen.

Friland kan i 2020/21 se salget af økologisk grisekød fra de danske andelsejere vokse med 97 mio. kr. til 467 mio. kr. Salget af dansk økologisk oksekød lander i året på 241 mio. kr., hvilket er en stigning på fire procent.

- Vi er glade for, at vi kan fastholde vores position i Danmark, og samtidig vækste på vores eksportmarkeder. Det er afgørende, at vi står på så mange ben som muligt, når vi skal afsætte vores produkter, for det giver vores leverandører den størst mulige sikkerhed for en acceptabel afregning, siger Claus Hein.

Group CEO i Danish Crown, Jais Valeur, er meget tilfreds med Frilands udvikling, og han understreger, at selskabet spiller en væsentlig rolle i udviklingen af Danish Crown. Friland udgør et stærkt brand for koncernen, som gerne vil satse mere på økologi og bedre dyrevelfærd.

-Vi kan se, at Friland har leveret på et flot niveau i det forgange år, og vi håber, at vi som koncern kan løfte selskabet yderligere. Friland er et af vores flagskibe i vores nye strategi, Feeding the Future. Vi skal have øget værdien på vores produkter, der samtidig skal være af højere kvalitet. Det leverer Friland, og produkterne passer perfekt til de forbrugere, som efterspørger økologi og bedre dyrevelfærd, og den evne til at finde vækstlommerne i markedet skal vi forsøge at udvikle forretningen efter, siger Jais Valeur.

Friland har i det forgangne regnskabsår, ligesom andre selskaber, været ramt af lav aktivitet i restaurations- og foodservicebranchen. Det har betydet en smule lavere omsætning på flere segmenter.

- Vi tror på, at vi kan nå en højere omsætning, men vi er afhængig af afsætningen i Danmark såvel som på eksport. Vi arbejder benhårdt for at øge vores forretning, og her håber vi, at vi kan øge antallet af grise og kreaturer, men det skal ske i balance med afsætningsmulighederne, så vi kan sikre en stabil og gerne høj afregning til landmændene, siger Claus Hein.

På tirsdagens årsmøde i Friland bliver det vedtaget, hvordan resttillæggene ser ud efter det flotte årsresultat.