<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Yergalem Melake kom til Danmark i 2016 efter at have flygtet den lange vej alene fra det uroplagede østafrikanske land Eritrea. I januar 2020 startede han på Danish Crowns slagteri i Sæby på slagtegangens aftenhold, og siden da har han ikke set sig tilbage.

Den 25. maj i år blev han nemlig valgt som tillidsrepræsentant for aftenholdet med over 200 medarbejdere i en alder af bare 21 år. Det gjorde ham til den yngste tillidsrepræsentant på Danish Crowns danske arbejdspladser og en af de få tillidsrepræsentanter i koncernen, der ikke har rødder i Danmark.

- Jeg er da stolt af at være den yngste, der er blevet valgt som tillidsrepræsentant. Det betyder meget at mine kollegaer, hvor størstedelen er ældre end mig, stoler på mig til at kunne klare dette. Jeg håber at kunne være med til at styrke samarbejdet mellem Danish Crown og os udenlandske medarbejdere, så vi bliver en endnu stærkere enhed, siger Yergalem Melake.

Yergalem Melake er også kendt som ”tolken” på slagteriet i Sæby, fordi han på trods af de få år i Danmark allerede taler dansk. Derfor har han fra starten haft en nøglerolle for ledelsen og den daværende tillidsrepræsentant som brobygger. Af samme årsag startede tanken om at blive tillidsrepræsentant hos ham. 

- Fordi langt størstedelen af aftenholdet er fra Eritrea, var jeg altid rundt med den tidligere tillidsrepræsentant for at oversætte. Med tiden tænkte jeg, hvorfor jeg ikke bare kunne gøre det selv. Efter at have spurgt mig lidt omkring for at høre, hvad andre tænkte om ideen, valgte jeg at stille op, og resten er historie, som man siger, smiler Yergalem Melake.

Yergalem fortæller videre, at han allerede har et godt samarbejde med fællestillidsmanden i Sæby, Jens Hansen, som han forventer at lære meget af. Han glæder sig generelt til at blive klogere på tillidshvervet via kurser og er allerede i fuld gang med at læse bøger om emnet. 

Hos Fødevareforbundet NNF er næstformand Jim Jensen imponeret over den unge Yergalem Melake.

- Det er simpelthen så sejt, hvor langt Yergalem er nået i så ung en alder. Det er fantastisk, når et ungt menneske med en anden baggrund engagerer sig i det faglige arbejde og har lyst til at blive tillidsrepræsentant. Dem kan vi sagtens bruge nogle flere af, så forhåbentlig kan han inspirere andre, siger Jim Jensen og tilføjer:

- Vi byder ham velkommen i vores fællesskab. Han er i gode hænder blandt gode kollegaer i Sæby, og vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at understøtte ham og andre tillidsfolk.

Det betyder meget at mine kollegaer, hvor størstedelen er ældre end mig, stoler på mig til at kunne klare dette. Jeg håber at kunne være med til at styrke samarbejdet mellem Danish Crown og os udenlandske medarbejdere, så vi bliver en endnu stærkere enhed.