<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Bålstegt flæskestegssandwich med råsyltet knoldselleri

1t 15min.
4 personer.

Pak en rygsæk med ribbensteg, kål/fennikelblanding, mayonnaise, råsyltet selleri samt bollerne. Pak også et spækbræt, en rulle madpapir og en pande til dit bål. Husk optændingsblok, tændstikker og et gammelt viskestykke som du kan pakke panden ind i, når du skal hjem. Så er du klar til tur!

Tilberedning

Råsyltet knoldselleri, forberedes hjemmefra

1

Sellerien skæres i tynde, tynde skiver på et mandolinjern. Du kan eventuelt lave tynde skiver med din skrællekniv.

2

Kog eddike, æblemost og sukker op med stjerne anis og lidt hele peberkorn.

3

Put sellerien i et rent syltetøjsglas, sammen med laurbærbladet. Hæld den varme eddikelage over, til sellerien er dækket. Skru låg på mens lagen er varm, og sæt til afkøling. Det kan opbevares 3-4 dage i køleskab.

Mayonnaise, forberedes hjemmefra

1

Røres med grov sennep, creme fraiche, et stænk Worcestershiresauce, salt og peber, og kommes i endnu et syltetøjsglas. Skru låg på og sæt på køl.

Fennikel, forberedes hjemmefra

1

Snit nu fennikel og rødkål fint på mandolinjern eller med kniv. Jo finere jo bedre. Bland det i en skål.

2

Drys med lidt flagesalt og kram blandingen med hænderne, så rødkål og fennikel begynder at slippe lidt saft. Tilsæt olivenolie og citronsaft.

3

Hak kørvel fint og bland med rødkål og fennikel (jeg bruger den der hedder spansk kørvel, som man kan finde i skoven, men almindelig kørvel kan fint bruges). Opbevar blandingen i en tæt beholder, til den skal bruges.

Bålstegt flæskestegssandwich

1

Pak et skærebræt, en kniv og en pande. Så er du klar til tur!

2

I skoven laver du et bål. Skiverne af stegen, lægges på den kolde pande, som placeres over ilden. Mens panden varmer op, smelter fedtet af fra stegen. Steg indtil sværen er sprød.

3

Imens flækkes bollerne og lunes langs kanten af bålet. Det kan gøres ved at lægge dem på sten tæt ved bålet.

4

Smør begge halvdele af bollen med mayonnaise. Læg kål/fennikel blandingen på den nederste del, herefter den sprøde ribbensteg og top op med de syltede selleri. Slut af med den øverste bolle, og pak i madpapir, så man har lidt holde om bollen med.

Tips

Sådan tilberedes flæskestegen i ovnen

Driller vejret for meget og bliver du nødt til at lave din flæskesteg i ovnen? så følg denne guide med gode tips til en lækker flæskesteg med sprøde svær. Velbekomme!

Opskriften er udviklet af Naturkok Sander Blohm