Loading...

I Danish Crown Beef har en stor gruppe af andelsejere allerede fået øjnene op for det nye koncept Friland Naturpleje, som gik i luften fra nytår.

Konceptet har som sigte at koble kødkvægsproduktion af høj kvalitet med det at værne om biodiversiteten i den danske natur. Og ifølge næstformand i Kreaturforum og leverandør til Friland Naturpleje, Jørgen Larsen, har konceptet en række positive elementer, som gør det ekstra interessant at være andelsejer – og et enkelt, som måske kan virke afskrækkende på nogle.

- Lige nu er vi som producenter begunstigede af en historisk høj noteringspris, der er steget med ca. 6. kr/kg sidste år, hvilket naturligvis er rigtig godt – men hvorfor så ikke udnytte, at et koncept som Friland Naturpleje giver dig mulighed for at hente yderligere 3-4 kr/kg i tillæg, siger han. At aldersgrænsen for indleverede dyr i konceptet ligger fra 12-42 måneder afhængig af dyregruppen gør desuden, at der er ekstra kilo og kroner at hente.

For Jørgen Larsens besætning på 35 køer vil konceptet i sin helhed betyde op mod 25-35.000 kr. i ekstratillæg om året.

Et overkommeligt auditeringsbesøg

Jørgen Larsen har dog også et konkret bud på, hvad i konceptet, udgør den største udfordring ift. for nye tilmeldinger – det eksterne auditeringsbesøg.

- For mange er krav om sådan et auditeringsbesøg i sig selv nok til at udvise forbeholdenhed. Ikke fordi, man har gjort noget galt – slet ikke. Men mange får associationer til tidligere EU-kontroller, hvor risikoen ligger i, at opfylder man ikke kravene, bliver man frataget EU-støtte. Og det er nok til, at nogle trækker sig, siger han.
Jørgen Larsen understreger dog, at man som leverandør ikke skal frygte den uvildige auditeringsbesøg i konceptet, som udføres af Baltic Control.

- Jeg havde besøg mellem jul og nytår i forbindelse med det vejledende opstartsbesøg. Her gennemgik vi staldforholdende, arealkrav og de indledende behov, mens vi på et senere, opfølgende besøg skal gennemgå forholdende ude på marken ift. biodiversitet og beskyttelse af de forhold. Prisen er selvfølgelig højere end de tidligere besøg, men til gengæld gennemgår vi også hele bedriften, stald såvel som mark. Det gør, at vi med rette kan bryste os med to hjerter fra Fødevarestyrelsens dyrevelfærdsmærke. Samtidig får forbrugerne den ekstra sikkerhed for ordentligheden og bæredygtigheden i de produkter, vi sidenhen producerer, siger Jørgen Larsen.