<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Da Erik Bredholt var valgt på et kredsmandat til Danish Crowns bestyrelse, var repræsentantskabsmedlemmerne fra kreds 2 i går samlet på Danish Crowns hovedkontor for at vælge et nyt bestyrelsesmedlem fra kredsen. Her faldt valget Jonas Würtz Midtgård, der driver virksomheden Go-Gris i nærheden af Horsens.

Jonas Würtz Midtgård har siddet i Danish Crowns repræsentantskab siden 2017, og han glæder sig til at tage fat på arbejdet på trods af, at valget kommer efter et formandsskifte.

- Et uroligt formandsskifte kommer sjældent belejligt, og det er heller ikke tilfældet her, så mine indspark bliver at få skabt ro og stabilitet i organisationen, så både bestyrelse, direktion og medarbejdere får forudsætningerne for at holde den strategiske retning og levere de resultater, der skal til, så Danish Crown genvinder konkurrencekraften til glæde for andelsejerne og hele virksomheden, siger han.

Jonas Würtz Midtgård er 42 år gammel. Han driver virksomheden Go-Gris i Østbirk ved Horsens i partnerskab med brødreparret Mads og Martin Mogensen. Herfra leveres der årligt 32.000 grise til Danish Crown i en full-line produktion med tilhørende planteavl på knap 1.000 ha. Privat er han gift med Laila Midtgård, med hvem han har børnene Oskar og Ella.