Danish Crowns formand svarer på spørgsmål om andelshaverkontoen
Hvorfor går der tre år inden Danish Crown begynder udbetalingen af pengene?
Det har været et helt ufravigeligt krav fra bestyrelsen, at hvis de 1,5 mia. skal tilbage til ejerne, så skal det ske på en måde, så der fortsat er kapital til vækst og udvikling af virksomheden. Danish Crown er i dag en økonomisk robust virksomhed, men vi vil ikke risikere at påbegynde udbetalingen og så havne i en situation, hvor vi må stoppe op. Derfor har vi valgt en løsning, hvor vi suspenderer indbetalingen på andelshaverkontoen nu, og så begynder vi udbetaling om tre år.
Hvorfor skal de nuværende andelshavere stille penge til rådighed for selskabet, når de nye andelshavere ikke skal?
Det kan man med god ret sætte spørgsmålstegn ved. Jeg tror dog, de fleste kan bakke op om denne model, hvor vi for alvor gør det nemmere at etablere sig som ung producent eller udvide sin produktionen af slagtedyr. Ved at styrke vores ejeres likviditet øger vi samtidig Danish Crowns konkurrencekraft markant. Vi vil være selskabet for dem som - sammen med os - vil være med til at sikre og udvikle den danske produktionen af slagtedyr. I mine øjne tager vi her et stort skridt i retning af at kunne holde flere smågrise i Danmark.
Hvorfor kommer ændringen nu?
Det er der tre grunde til. For det første har ejerne i en årrække konsolideret selskabet, og den konsolidering fortsætter uændret. Dernæst har vi solgt Plumrose til en rigtig god pris, og så har vores ledelse dygtigt forstået at nedbringe arbejdskapitalen i selskabet. Alt i alt har det gjort Danish Crown til en økonomisk stærk virksomhed, så det nu er helt forsvarligt at tage dette skridt.
Får afskaffelsen af andelshaverkontoen betydning for Danish Crowns forskellige tillæg?
Alle nuværende ordninger i Danish Crown bliver ikke påvirket af den planlagte afskaffelse af andelshaverkontoen. De forskellige tillæg er sat i verden for at motivere andelshaverne til eksempelvis at bygge nye stalde eller at etablere sig som producent af slagtedyr. Dem har vi ingen planer om at lave om på.
Hvorfor har Danish Crown overhovedet haft en andelshaverkonto?
Andelshaverkontoen blev etableret i slutningen af 90’erne for at sikre kapital til at udvikle Danish Crown gennem investeringer i slagterierne og opkøb af selskaber i både ind- og udland. Nu er Danish Crowns økonomi blevet så stærk, at vi kan sige tak for lån og sende pengene retur til ejerne uden at begrænse virksomhedens muligheder for at udvikle sig.
