I 2013 blev det afsløret, at flere producenter brugte udeklareret hestekød i stedet for oksekød, og der opstod nærmest panikagtige tilstande hos europæiske kunder og forbrugere. Over en periode på 10 uger foretog vi mere end 800 analyser for at teste for udeklareret hestekød fra produkter produceret på Danish Crowns virksomheder. Analyserne viste, at ingen af vores produkter indeholdt udeklareret hestekød, men hele sagen blev en meget stor test af vores meget velfungerende kontrol- og sporbarhedssystemer fra det færdige produkt til de landbrug, der havde leveret dyrene til slagtning. Så selvom det store antal analyser ikke afslørede udeklareret hestekød, fik sagen den konsekvens, at antallet af godkendte leverandører af oksekød til Tulip Food Company nu er reduceret fra 174 til 93. På den måde har vi fået et langt bedre kendskab til de enkelte leverandører og kan hurtigere danne os et fuldstændigt overblik, hvis vi mod forventning skulle opleve lignende sager i fremtiden.
