Kunden er i centrum hos Danmarks bedste slagtere
Tydelig kommunikation til kunderne, fokus på unikke hjemmelavede produkter og gode smagsoplevelser er de parametre, der går igen hos vinderne af Slagterprisen 2018. I år løb Meny i Præstø og Slagter-Riget i Aarhus med sejren.
Jakob Magnusson, Meny i Præstø, og Mark Purkær og Bjarke Jensen, Slagter-Riget i Aarhus, er de dygtige vindere af årets Slagterpriser. De blev for nylig hyldet af kolleger fra hele den danske fødevarebranche på Landbrug & Fødevarers store branchedag, Fødevaredagen. Det stod klart for juryen, at de to vinderbutikker kærer sig om kunderne. Hos vinderne går man en ekstra mil for at gøre sine kunder glade og for at sikre, at de kommer tilbage efter mere godt kød. Det kommer til udtryk i såvel den mundtlige kommunikation med kunderne, men også gennem tydelige oplysninger på skilte og kødpakker.
Det var to stolte vindere, der kom på scenen på Fødevaredagen, og modtog deres trofæ som vindere af Slagterprisen – henholdsvis i supermarked- og privatslagterkategorien.
- Jeg er virkelig stolt over dét, vi har opnået. Vi har arbejdet sindssygt hårdt på det her, og der er virkelig tale om en holdindsats, siger Jakob Magnusson, der er slagtermester hos Meny i Præstø og vinder i supermarkedskategorien.
Også hos Slagter-Riget, Aarhus var humøret helt i top:
- Det er det vildeste, jeg har oplevet i forbindelse med mit arbejde. Vi har taget nogle valg og satset på den personlige kundepleje, og det er dét, der nu bærer frugt, siger Bjarke Jensen, der sammen med Mark Purkær vinder i privatslagterkategorien.
