Agromek: Hvad er det DC Rådgivning

Agromek: Hvad er det DC Rådgivning

Tusindvis af landmænd summer i disse dage rundt mellem standene på Nordeuropas største landbrugsmesse Agromek i Herning. En del slagtesvineproducenter kommer forbi Danish Crowns stand med specielt ét spørgsmål – Hvad er DC Rådgivning for noget?

27. november 2014
Mere end 12 mdr. gammel

Randers, 27. november 2014 

På Agromeks to første dage tirsdag og onsdag blev der skrevet under på knapt 30 nye aftaler på DC Rådgivning. Flere vil utvivlsomt komme til i dag og i morgen fredag, som er sidste dag på den store messe.

- Det er helt tydeligt, at vores andelshavere er interesserede i at høre om Danish Crowns nye slagtesvinerådgivning. Det er nummer ét emne, når de kommer forbi vores stand, siger afdelingschef for DC Ejerservice Jacob Rasmussen.

Henrik Borg fra Struer er én af dem. Han kom forbi standen i går for netop at høre mere om DC Rådgivning.

- Jeg producerer 4.000 galtgrise fra 7-110 kilo om året, og jeg ved jo egentligt ikke, hvor godt jeg gør det. Derfor er konceptet med DC Rådgivning og den obligatoriske E-kontrol noget, jeg kan bruge. Så jo, jeg glæder mig til at se, om der kan optimeres, siger Henrik Borg.

To første besøg er gratis
Skal, skal ikke … Når slagtesvineandelshaverne vurdere, om de skal hoppe med på DC Rådgivnings-vognen, er der især ét argument, der tipper beslutningen over til et ja.

- Når jeg siger, at de to første rådgivningsbesøg og opstart af E-kontrol er gratis og derudover ganske frivilligt, om man vil fortsætte efter det, ja, så siger de ja, siger slagtesvinerådgiver fra DC Ejerservice Rikke Lassen Jensen.

Danish Crowns ambitioner med DC Rådgivning er at hæve dækningsbidraget med 30 kr. pr. gris.

Agromek
MCH Messecenter Herning, Vardevej 1, 7400 Herning
Stand L 9330

Tid:
Torsdag: kl. 09.00 - 17.00
Fredag: kl. 09.00 - 17.00