På Blakshøjgård lidt uden for Frederikshavn tror Jonas Broholm på en fremtid for dansk griseproduktion. Ellers ville den 29-årige landmand ikke have overtaget forældrenes gård i sommeren 2021.
Jonas Broholm er tredje generation på Blakshøjgård, som er et landbrug, der leverer cirka 11.000 grise til Danish Crown om året. Der er også cirka 400 søer, så Jonas Broholm har alle grisene, fra de bliver født, til de skal slagtes på Danish Crowns slagteri i Sæby 12 kilometer fra gården.
Det afskrækker ikke Jonas Broholm, at dansk kødproduktion i disse år er blevet et omdrejningspunkt i klimakampen. Danish Crown har forpligtet sig til at reducere sit klimaaftryk med 50 pct. inden 2030, og i vi har sat et mål om at kunne producere klimaneutralt inden 2050. Begge mål skal Jonas Broholm være med til at indfri, og det er han klar til.
- Hvis man ikke er klar til at have fokus på klima og bæredygtighed, skal man som 29-årig lade være med at overtage et landbrug nu. Jeg er fuldt ud bevidst om, at det er et nødvendigt fokusområde for mig, der har en ambition om at producere grise de næste 30-40 år, siger Jonas Broholm.
Et skridt ad gangen bringer os i mål
Jonas Broholm har store ambitioner for Blakshøjgård. Han vil gerne udvide. Både på antallet af grise og på antallet af hektar, han dyrker foder til grisene på.
Han har dog ikke travlt, og han vil tage det i det rigtige tempo, så han sikrer, at det bliver gjort rigtigt første gang. Der skal gøres mange overvejelser, så jorden er den rigtige, og de nye stalde er moderne og samtidig giver mening økonomisk.
På samme måde har han det med bæredygtighedsarbejdet. Han holder sig opdateret via rådgivere, landbrugsmedier og kolleger, og når han kan lave tiltag, som giver mening på hans gård, så laver han dem.
- Jeg er nordjysk anlagt, så jeg forhaster ikke store beslutninger. Sådan har jeg det også med de ambitiøse og nødvendige klimamål, vi har sat os i Danish Crown. Det er nogle store reduktioner, vi skal præstere ude på gårdene, så jeg tager det oppe fra og ned. Jeg kan ikke reducere klimaaftrykket med 50 pct. i morgen, men hvis jeg tager det ét skridt ad gangen, så kommer jeg derhen inden 2030, siger Jonas Broholm.
Udviklingen går hurtigt
Der er allerede flere klimavenlige tiltag på Jonas Broholms gård, og der er flere på vej.
75 pct. af gyllen fra grisene er i gylletanke, der er overdækket, så ammoniakken ikke suser op i atmosfæren. De sidste 25 pct. er der også lagt planer for, så de også bliver overdækket. Samtidig er han ved at lægge de planer for et nyt opvarmningsanlæg, hvor gyllen fra grisene i hans stald skal varme gården op.
En af de store klimaposter ved at producere grise er foderet, og her har Jonas Broholm stort fokus på at bruge data fra sin produktion, så han kan lave mest muligt output med mindst muligt input. Altså reducere klimaaftrykket pr. kilo produceret gris.
Den unge landmand har også mærket, at hele klimasnakken har udviklet sig meget hurtigt de seneste 3-4 år. Fra næsten ingen fokus til et meget stort fokus.
- Da jeg i foråret sidste år lavede en finansieringsplan for generationsskiftet med Nykredit, var der krav om, at jeg havde en plan for, hvordan jeg fremtidigt gradvist ønsker at gøre min produktion mere klimavenlig. Dengang var planen på et par sider. Allerede nu, under et år senere, kan jeg høre, at de krav er blevet meget mere omfattende. Jeg ser det dog kun som en positiv ting. Bæredygtighed og klimavenlig produktion er fremtiden for dansk griseproduktion. Vi er allerede gode til det, og med ny viden og teknologi rykker vi os fremad. Det er vi nødt til, men det er også sådan, vi kan få vores grise til at skille sig ud fra vores konkurrenter på verdensmarkedet, siger Jonas Broholm.
