<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

- En lidt stille dag her på kontoret, men rygende travlt i produktionen og med distributionen.

Sådan beskriver Mikael Horsbøll, der er Director i Marketing and Innovation International i Danish Crown Foods, situationen på konserves-markedet lige nu.

COVID-19 fortsætter med at sprede sig over hele verden, hvor især Europa er blevet hårdt ramt de seneste uger, og USA ser nu også ser ud til at blive hårdt ramt af virusset.

Det kan mærkes på efterspørgsel af konserves-produkter.

- Der er generelt en større efterspørgsel på tværs af alle markeder, men specielt de europæiske markeder efterspørger nu konserves-produkter ud over det sædvanlige. I USA er de også begyndt at forstå situationen. Der kunne vi mærke en større uro blandt kunderne i sidste uge, hvor de oplevede et stigende salg i butikkerne, siger Mikael Horsbøll.

Travlt på fabrikken i Vejle

Den stigende efterspørgsel betyder, at der er blevet ekstra travlt på Danish Crown Foods-fabrikken i Vejle, som producerer konserves-produkterne.

Her er der planlagt ekstra produktionsdage ind på fire af de kommende søndage, ligesom skærtorsdag og langfredag er blevet til produktionsdage, så man kan følge med den stigende efterspørgsel.

- Vi kan i den grad mærke situationen, som udspiller sig over hele verden lige nu. Der er fuld hammer på produktionen, og vi kører på, alt det vi kan. Heldigvis er der et enormt gåpåmod hos medarbejderne, som møder velvilligt ind dag, aften og nat for at få så mange konserves-produkter ud over rampen, som vi overhovedet kan, og det skal de have stor ros for, siger Stig Pedersen, der er fabrikschef på fabrikken i Vejle.

Svært at spå om de kommende uger

Spredningen af COVID-19 ændrer sig time for time i hele verden, og de politiske tiltag om f.eks. mere eller mindre nedlukning af samfundet i diverse lande udvikler sig dag for dag.

Derfor tør Mikael Horsbøll heller ikke spå om, hvordan konserves-markedet udvikler sig de kommende uger.

- Vi mærker dog tydeligt at flere lande er bekymrede for deres fremtidige leverancer. Så i en tid, hvor alle mangler varer, og logistikken er udfordret på både vej, sø og luft, ser vi ind i stigende efterspørgsel, hvor mange kunder ønsker deres leveringer fremrykket hvis muligt, siger Mikael Horsbøll.

Der var også rift om konserves i Danmark i sidste uge, hvor salget steg med 800-1000%. Her var det forloren skildpadde, som stod for halvdelen af salget. I uge 12 forventes det, at konservessalget i Danmark ligger 500-800% over det normale, fortæller Peter Bendixen, der er senior director i Denmark i Danish Crown Foods.