<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Danish Crown Beef kommer flyvende ud af regnskabsåret 2020/2021. Omsætningen er løftet med 3 procent til 4,677 mia. kr., og alene i 4. kvartal var omsætningen over 10 procent højere end i samme periode sidste år.

- Vi har et godt og bredt udvalg af produkter til det danske marked, hvor flere af vores koncepter har opnået to hjerter i Miljø- og Fødevareministeriets officielle dyrevelfærdsmærkning. Selv om vi i en lang periode var udfordret af et svagt salg til foodservice grundet corona-pandemien, har vi formået at styrke vores position det seneste år, ikke mindst takket være vores medarbejdere, som har leveret en fantastisk indsats under pandemien, siger Finn Klostermann, der er CEO i Danish Crown Beef.

Der er bred fremgang i Danish Crown Beefs forretning. Driften af de to slagterier i Danmark er stærk, og i Tyskland er driften igen solid efter vinterens tre uger lange corona-nedlukning af slagteriet i Husum. Nu er der fokus på at udvikle forretningen yderligere. En stærk innovationsmotor på forædlingsfabrikken i Sdr. Felding bidrager kontinuerligt med nye produkter, og endelig er det lykkedes at skabe vækst på en række eksportmarkeder.

Sideløbende er hudeselskabet Scan-Hide kommet i mål med en vellykket turn-around. Selskabet har i årets løb søsat konceptet SPOOR, som taler direkte ind i de kvalitetsbevidste kunders ønske om øget sporbarhed i læderproduktionen.

- Vi er et godt sted og er lykkedes med at udvikle organisationen, og samtidig holde fast i vores DNA, som handler om en tæt dialog med vores kunder. Nu skal vi holde kadencen og fortsætte udviklingen. Vi skal helt i front på bæredygtighed for at forsvare vores plads i kølediskene. De danske forbrugere vil helst købe dansk oksekød. I den forbindelse er vores tætte samarbejde med Friland med til at styrke os, men vi er meget bevidste om hele tiden at være skarpe i markedet, siger Finn Klostermann.

Den gennemsnitlige afregningspris til andelsejerne er i gennemsnit steget med mere end 4 kr. pr. kilo fra januar og til regnskabsårets slutning ved udgangen af september. I samme periode er noteringspriserne på tværs af alle kategorier i gennemsnit løftet med over 20 procent med kvierne helt i front med en stigning på 36 procent.

Den positive udvikling i Danish Crown Beef, og ikke mindst stærke resultater i de fællesejede forædlingsselskaber Danish Crown Foods, KLS i Sverige, polske Sokolów og ESS-Food, gør, at restbetalingen kan øges fra 125 til 130 øre pr. kilo for 2020/21 til andelsejerne.

- Det giver i den grad værdi at være en del af en stærk koncern. Vores andel af indtjeningen i de fællesejede forædlingsselskaber bidrager stærkt til et flot resultat i Danish Crown Beef. Det understreger samtidig værdien i at være en del af en andelsvirksomhed, hvor vi – foruden vores primære forretning – får andel i den indtjening, der ligger i leddene efter slagteriet, og i fællesskab åbner dørene til stærke samarbejds- og samhandelspartnere i både Danmark og udlandet, siger Karsten Willumsen, der er formand for Kreaturforum. Han peger samtidig på, at Danish Crown Beefs succes ikke var mulig uden opbakning fra andelsejerne:

- Den sammenhængskraft vi har i Danish Crown, hvor det er leverandørerne, der ejer selskabet, giver os nogle fantastiske muligheder for at udvikle os i en retning, som går hånd i hånd med vores kunders og forbrugernes ønsker. Samtidig skal man huske, at et stærkt Danish Crown Beef sikrer alle danske leverandører af kreaturer en høj notering på okse- og kalvekød, og jo flere vi er i Danish Crown, jo stærkere bliver vi, siger han.