<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Det døde vildsvin er fundet tæt på den polsk-tyske grænse i den kommune, der hedder Spree-Neise, som ligger øst for Cottbus i det sydøstlige hjørne af Tyskland. Det er ikke langt fra det område i Polen, hvor der for omkring et år siden blev fundet afrikansk svinepest blandt vildsvin.

Det store spørgsmål er nu, hvilke konsekvenser det får for den tyske eksport til blandt andet Kina og Japan. Tyskland eksporterer årligt omkring en million tons grisekød til lande udenfor Europa.

- Det kommer desværre ikke som en overraskelse, så vi har forskellige planer liggende klar i skuffen. Lige nu handler det om at holde hovedet koldt og følge udviklingen i Tyskland. I løbet af få dage vil vi have et overblik over, hvilke konsekvenser det får for den tyske eksport ud af Europa, men indtil vi har det, giver det ikke mening at spå om, hvilken betydning det får for den danske notering, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Prisen på grisekød i Tyskland har stor betydning for priserne i hele Europa. Indtil videre er det uklart, hvordan de store slagterier i Tyskland vil reagere på udbruddet, men det vil der formentlig komme svar på i løbet af torsdagen.

Derfor er det også usikkert, om næste uges notering for grisekød kan meldes ud i dag kl. 13.00, men der vil blive udsendt nyhedsbrev og SMS, så snart den foreligger. Af samme grund forventer SPF Danmark at afvente med fastlæggelse af markedsnoteringerne for smågrise til på fredag.

Usikkerheden i Tyskland kommer ikke til at påvirke aktiviteten på Danish Crowns slagterier i Danmark, hvor der vil blive slagtet som planlagt.