Centralplanlægningen i Vejen arbejder lige nu med stigende tilmeldinger grundet udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland, og det skaber øget pres på transportkapaciteten til Danish Crowns slagterier.
Oveni har COVID-19 gjort, at slagtekapaciteten hurtigt kan ændre sig, da medarbejdere sendes hjem på baggrund af mindste mistanke, og det kan i værste fald nedjustere kapaciteten markant på de enkelte slagterier. Derfor har Centralplanlægningen desværre været nødt til at aflyse flere læs over de seneste tre uger, og det ærgrer Henrik Pendorff, der er teamleder hos Centralplanlæningen.
- Vi er godt klar over, at vi trækker veksler på tålmodigheden, fordi der desværre bliver aflyst for mange afhentninger i denne her periode. Det skyldes pludselige nedgange i antallet af slagtninger, og det kan vi kun beklage, og vi gør selvfølgelig alt, hvad vi kan for at prioritere grisene i rigtig rækkefølge og holde driften så høj, som vi kan, siger han.
Også Nicolaj Nørgaard, der er daglig leder i Ejerservice er opmærksom på problematikken. Han lægger vægt på, at samarbejdet med andelshaverne bliver afgørende for at komme godt igennem perioden.
- Jeg vil gerne sige stor tak til andelshaverne for deres forståelse og fleksibilitet, når det kommer til afhentningen. Det får vi behov for i denne periode, fordi der er mange ubekendte faktorer i spil. Heldigvis har vi alt andet lige udsigt til en stor slagtekapacitet de kommende uger, så vi inden længe kommer på normalt niveau igen og bliver klar til fremrykningen op til jul.
