Tilmeldingsfristen for søer flyttes til onsdag

Tilmeldingsfristen for søer flyttes til onsdag

For at styrke planlægningen og servicen for afhentning af søer flyttes tilmeldingsfristen for søer til onsdag klokken 13. Hermed kan alle slagtninger planlægges på én gang og et samlet overblik vil skabe øgede optimeringsmuligheder i indtransporten ved Danish Crown.

20. juni 2019
Mere end 12 mdr. gammel

Planlægningen af indtransporten til Danish Crowns slagterier, som foregår i hos Centralplanlægningen i Vejen, bliver nu strømlinet yderligere, når søerne fra 1. juli skal tilmeldes onsdag inden klokken 13. Det sker for at have bedre overblik over, hvor mange biler søerne skal have, og om der kan skabes synergi mellem transporten. Et forhold som i sidste ende kan være med til at forbedre servicen overfor leverandørerne.

- Når vi planlægger grise til slagtning om mandagen, så gør vi det med deadline torsdag klokken 13. Derfor har vi reelt lavet planen for grise, før vi kender mængden af søer for næste uge. Det betyder, at vi skal ud i en gætteleg torsdag formiddag, der hedder, hvor mange biler skal vi sætte af til søer i næste uge, og det er ikke hensigtsmæssigt, siger Henrik Pendorff, der er daglig leder i Centralplanlægningen.

- Hvis vi kendte tilmeldingen allerede om onsdagen, kan vi tage de biler ud, som skal bruges til søer, og derudaf kan vi begynde at tænke synergier, hvor vi kan køre grise den ene vej og søer den anden vej, og der vil være noget at hente. Det er heller ikke alle biler, der kan køre søer, og derfor er det vigtigt at få taget de biler ud, som kan køre dem tidligt i processen.

Henrik Pendorff opfordrer til, at ejerne tager kontakt til deres transportplanlægger, hvis der er specielle behov, eller for at få en snak om den optimale afhentning på deres bedrift.

- Vi vil altid gerne have mere information om, hvordan vi og vores chauffører kan løse opgaven mest hensigtsmæssigt, så hvis man har nogle specielle forhold, der gør sig gældende, eller har en uge, hvor der er særlige behov, så skal de endelig tage kontakt til os, så vi kan løse det i fællesskab og yde en god service til ejerne.