Randers, d. 29. april 2015
Beboerne i de 15 svinehytter, som Danish Crown opstiller i ’Danmarks Smukkeste Svinesti’ på Smukfest i Skanderborg, kommer ikke alene til at sove i ren luksus på festivalen – de kommer også til at sove med god samvittighed.
Adgangen til svinehytterne har Danish Crown nemlig solgt på Lauritz.com til fordel for Team Rynkebys indsamling til Børnecancerfonden.
Og hytterne indbragte ikke mindre end 246.000 kr., hvilket er det højeste beløb, hytterne er solgt for i de år, Danish Crown har stået for eventen.
- Flere af de i øvrigt helt ens svinestier ligger pænt over 20.000 kr., og vi ved, at der er mange gengangere imellem køberne, siger Anne Villemoes, kommunikationsdirektør i Danish Crown.
- Det er et udtryk for, at vi har skabt noget, der repræsenterer en egentlig værdi for køberne – og det betyder, at vi kan være med til at bidrage andre steder, fortsætter hun.
Hele hammerslagsprisen inkl. salærer går ubeskåret til Børnecancerfonden via Team Rynkeby. Smukfest i Skanderborg finder sted fra den 5.-9. august 2015.
