Randers, 3. februar 2014
Lørdag den 1. februar løb DR’s store indsamlingsshow af stablen. Her blev auktionen over DC’s 18 svinehytter til dette års Smukfest afsluttet, og det samlede beløb løb op i 175.000 kroner.
- Jeg synes, det er et utroligt flot resultat, og jeg er glad for, vi kan på denne måde kan være med til at give et bidrag. Jeg har allerede fået mail fra en af de kommende beboere i Danish Crowns svinesti på Smukfest, som glæder sig til at han og konen kan flytte ind i en svinehytte under dette års festival, fortæller chef for besøgsafdelingen i Danish Crown Agnete Poulsen, som leder DC’s indsats under festivalen.
Svinehytterne blev sat til salg på Lauritz.com den 11. januar, og de sidste bud tikkede ind under indsamlingsshowet. Hytterne endte med at blive solgt fra 6500 kroner op til det højeste bud, der lød på 11.000 kroner for en plads i Svinestien under festivalen.
Runder op
Danish Crown koncernen rundede det indsamlede beløb fra hytterne op, så der blev doneret i alt 250.000 kroner til det gode formål.
I år blev der samlet ind under overskriften ”Når mor mangler”, og DR satte sammen med Danmarks 12 største humanitære organisationer fokus på konsekvenserne for de mange børn, der må vokse op uden deres mor i nogle af verdens fattigste områder.
Det samlede beløb for indsamlingen endte på 87.414.404 kroner.
