Der var fyldt på stolene, da Danish Crown Ejerservice til årets NutriFair, inviterede andelshaverne til seminar omkring optimal produktion af slagtegrise. Seminaret, der varede to timer, skulle komme omkring alt fra Danish Crowns Dashboard, Produktionskoncept Slagtesvin, udvejning og transportegnethed. Samtidig var der eksternt indlæg fra Pia Conradsen, dyrlæge ved SvineVet, omkring virus i stalden.
Motivationen for at holde indlægget var at dele noget af den viden, som ligger i rådgivningen, så Danish Crowns andelshavere kan blive endnu dygtigere.
- Vi ved godt, at vi ikke er de eneste, der slagter grise i Danmark, og derfor skal de andre pr. definition betale mere for dem, hvis de vil have nogle. Derfor har jeg og hele min afdeling det mantra, at vi skal gøre det mindst 10 øre pr. kg. billigere for Danish Crowns andelshavere at producere deres grise til os fremfor vores konkurrenter. Det er det mål, vi går på arbejde med hver dag, og jeg mener, vi har fat i de rigtige ting med Dashboard, dynamisk tilvækst, rådgivningskoncepter og en strammere overvågning, hvilket vi også vil vise i dag, sagde Nicolaj Nørgaard, der er direktør i Danish Crown Ejerservice, da han lagde for på dagen.
God faglighed
Herefter fulgte en række indlæg fra Danish Crowns rådgivere, ejer og samarbejdspartnere blandt andet Jens Gudike Fly, der er en del af Produktionskoncept Slagtesvin, og som kunne fortælle om resultaterne i at være med i det projekt. En af de andelshavere, der var med i salen, var Finn Eskelund Andersen fra Frørup, der laver 30.000 grise fra 7-100 kilo.
- Jeg synes, der var en god faglighed i indlæggene hele vejen igennem. Jeg var mest interesseret i indlægget om Dynamisk Tilvækst på Dashboardet, som jeg tror kan blive interessant. Især hvis vi kan få data fra foderfirmaerne med, så vi får det fulde overblik, sagde han efter oplægget.
Du kan se indlæggene fra dagen herunder:
