Randers, 12. februar 2015
Friland er i disse dage på besøg i Tyskland, hvor Biofach-messen i Nürnberg åbner op for udstilling af økologiske producenter fra hele verden. Messen blev sidste år besøgt af over 42.000 mennesker, og den er derfor et glimrende udstillingsvindue for økologien.
- Det er mit indtryk, at der er flere mennesker i år, end der var sidste år, og det er selvfølgelig positivt, at efterspørgslen på økologi afspejler sig i besøgstallet. Alle de danske udstillere står sammen, og vi får mulighed for at vise en masse mennesker, at Danmark er et godt økologiland, fortæller Henrik Biilmann, der er administrerende direktør i Friland.
Ministerbesøg
Blandt de 42.000 besøgende er også den danske fødevareminister Dan Jørgensen, som lagde vejen forbi de danske stande til en snak om økologiens vilkår i Danmark. Her blev han gjort opmærksom på, at efterspørgslen på økologisk kød faktisk gør, at Friland i øjeblikket mangler økologiske landmænd.
- Jeg fortalte ministeren, at vi mangler landmænd og kød, og det var mit indtryk, at han var lydhør overfor det og forstod problemet. Det var det budskab, vi meget gerne vil have plantet hos ministeren, så han bliver opmærksom på den problemstilling.
Forholdene plejes
Selvom der er rig mulighed for at profilere sig over for mange potentielle kunder, er Frilands mål med messen også at sørge for, at nuværende kunder kan få en personlig snak med firmaet. Et af de store temaer er den øgede efterspørgsel.
- Vi forsøger at pleje de langvarige forhold så godt som muligt, og et gennemgående tema er, at der mangler grise, og det kan vores kunder også godt mærke. Derfor har vi gjort meget ud af at fortælle, hvad vi gør for at skaffe mere kød ind, siger Henrik Biilmann.
- På den korte bane er det selvfølgelig positivt, at der er udsolgt, men på den lange bane skal vi helst ikke opleve frustrationer hos kunderne, så det har været vigtigt at understrege, at vi er opmærksomme på, at der mangler kød.
