Stop for besøg i svinestalde (1)

4. september 2014
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 4. september 2014


Landbrug & Fødevarer har besluttet midlertidigt at lukke for besøg i svinestalde for besøgende, der ikke er af erhvervsmæssig

karakter.

Den midlertidige lukning skyldes, at sundhedsminister Nich Hækkerup har meldt ud, at han ud fra en risikobetragtning mener, man skal undlade skolebesøg i besætninger, hvor MRSA-bakterien er påvist.

Sundhedsministeren har bedt sundhedsmyndighederne om at foretage en ny vurdering af, hvordan man skal forholde sig til besøg i
MRSA-positive besætninger. Da der ikke er sikker viden om, hvilke besætninger, der er smittede, har Landbrug & Fødevarer besluttet også at lukke for alle besøg i svinestalde til arrangementet Åbent Landbrug søndag den 21. september.

- Vi lukker midlertidigt for besøg af større grupper i svinestalde. Det gør vi for at undgå, at nogen skal føle sig utrygge ved at besøge svinebesætninger, indtil en ny risikovurdering foreligger, siger kommunikationsdirektør i Landbrug & Fødevarer, Leif Nielsen.