Randers, 11. august 2011
- Jeg har aldrig smagt det her før. Det er fantastisk. Søren, prøv at smag, siger Mads Albæk.
Med kyndig gaffelføring får hans kammerat Søren Vogter en mundfuld rå tyr med parmesan og olivenolie. For betegnelsen rå tyr dækker over en lækker carpaccio. Noget, som ingen af de fem drenge fra København, der sidder rundt om bordet, nogensinde har smagt før.
- Mmm det er mørt. Oh det smager jo godt, siger Søren Vogter, inden han vender tilbage til sin kælne kalve-burger.
- Den her er altså også bare god, mumler han med munden fuld.
Stor succes
For første gang er DC Beef på Smukfest med sin egen mad-bod. Saloondøren blev åbnet tirsdag klokken 18 og efter de første seks timer af dens levetid, var der allerede solgt over 400 burgere. Det er over en burger over disken i minuttet.
- Vi havde slet ikke forventet så mange solgte burgere allerede første dag, siger Lena Barslund, der er ansvarlig for, at hygiejnen er i top, og er ligesom resten af personalet frivillig og har taget ferie fra sit normale job i DC Beef.
- Det er fedt at være her. Alle er så glade, og jeg håber ikke, det bliver sidste år, vi er her, siger Lena Barslund.
Gourmet til folket
Bøf Saloonen ligger tæt på hovedindgangen og skiller sig ud blandt gadesælgere, håndlæsere og ruccula -baren. Med store tønder til at stå ved og en duft af nybagte boller og stegt kød er saloonen svær at undgå.
Udvalget i Bøf Saloonen er ikke stort, men det gør også, at medarbejderne kan levere i et højt tempo, og med kvaliteten i top. Netop det signal, DC Beef ønsker at sende.
- Der er over 100 steder, som laver almindelige burgere. Vi laver noget andet. Vi bruger okse- eller kalvekød i skiver i stedet for en traditionel hakket bøf. Sammen med de andre gode råvarer, bliver det gourmetmad for alle, siger salgsdirektør i DC Beef, Finn Klostermann.
Mande-mad
Imens er Mads Albæk, Søren Vogter og deres venner færdige med at spise og klar til koncert.
- Det smagte fantastisk og kan helt sikkert anbefales. Det er rigtig mande-mad, og det bliver ikke sidste gang jeg spiser her, siger Mads Albæk, mens kammeraterne nikker.
