Randers, 15. august 2011
Der var mudder, der var smil, og der var kød i massevis. Årets festival i Skanderborg er slut, og mens Svinehytter og Bøf Saloonen bliver pillet ned, kan holdet bag se tilbage på en Smukfest, som har været unik på flere måder.
- Vi har aldrig haft så gavmilde gæster, som vi havde fredag, da der var UNICEF-dag. Samtidig har vi aldrig været så massivt tilstede som i år med både BaconBaren og Bøf Saloon, og det har aldrig været så stort. Vi har været dobbelt så mange frivillige, og vi har bespist dobbelt så mange, siger Bacon-formand, Agnete Poulsen.
Rekord i BaconBaren
Fredag var Danmarks Smukkeste Svinesti i UNICEF-blåt, og der blev samlet lidt over 100.000 kroner ind til nødhjælpsorganisationen. Et tal, som var langt over det forventede. Det samme skete lørdag, hvor BaconBaren serverede rekord mange BaconBrunches.
- Sidste år solgte vi 968 brunch om søndagen. I lørdags slog vi den rekord med flere meter og solgte 1189 brunch. Køkkenet var presset til sit yderste, men klarede det rigtig flot, fortæller Agnete Poulsen.
Udover BaconBarens gæster havde Danish Crown i år også VIP-bespisning i den nærtliggende hvide kuppel, hvor 2.400 mennesker i løbet af torsdag, fredag og lørdag fik serveret en lækker tre-retters menu.
DC Beefs første år
I år var det også muligt at få prima oksekød på festivalen i DC Beefs Bøf Saloon. Tilbuddet om en ”olm okse” eller ”kælen kalv” er blevet godt taget i mod af gæsterne på festivalen.
- Vi er blevet taget godt imod af festivalens gæster, og vi er ovenud tilfredse. Det var ukendt land for os, men det er gået rigtig godt og fået masser af ros, siger Finn Klostermann, salgsdirektør for DC Beef
Over et ton kød kom i mere end 5.000 burgere som blev langet over saloondisken. Salget kulminerede lørdag, hvor medarbejdere og udstyr blev presset til sit yderste med over en burger i minuttet.
- Vi forventer helt sikkert at komme igen til næste år, siger Finn Klostermann.
