Skandinaviske skind bliver til unikke komposterbare designtasker i London

Skandinaviske skind bliver til unikke komposterbare designtasker i London

Scan-Hide er sammen med den engelske designer Anya Hindmarch begyndt at lave læder, der er komposterbart. Om fire år kan alt skind fra den sydfynske fabrik være komposterbart.

8. marts 2022
Mere end 12 mdr. gammel

Den tid hvor den gamle lædersofa, lædertaske eller læderjakke skulle brændes, er snart forbi.

Som noget helt nyt har Scan-Hide, der er et datterselskab hos Danish Crown, startet en produktion af komposterbart læder.

Scan-Hide er de første i branchen til at ændre på garvningen, så der nu bruges helt nye typer af kemikalier der er uskadelige for miljøet og gør læderet komposterbart. Det betyder, at skindet i sidste ende blandt andet kan bruges til pottemuld.

- Det er et kæmpestort og vigtigt skridt i den grønne omstilling. Vi kan nu begynde at udfase de kemikalier, der i årtier har været brugt i vores industri. Det er revolutionerende for vores branche, at vi nu kan tilbyde en grøn garvning til kunderne, siger Michael Søndergaard, CEO i Scan-Hide.

Han tilføjer, at huderne vil være markant dyrere med den grønne garvning. Ifølge Michael Søndergaard vil det øge omkostning ved produktionen af læder med 15-20 pct. Alligevel er der stor interesse fra en lang række kunder, som ser mulighederne i den nye garvemetode.

20 procent bedre plantevækst

En af dem er den engelske designer Anya Hindmarch. Hun ser enorme perspektiver i, at hendes designtasker kan gå tilbage i naturen, når de er slidt op. Gennem kollektionen Return to Nature arbejder Anya Hindmarch med designs, der i stedet for at ende på lossepladsen, fortsat får et liv. Ifølge hende har forsøg vist, at kompost, som er resultat af de nedbrydelige huder, giver jorden 20 procent bedre plantevækst, end hvis komposten ikke bruges.

- Dette samarbejde giver mig mulighed for at udforske ideen om at bygge produktets ’næste liv’ ind i designprocessen. På den måde efterlades du med ideen om, at der intet affald er i naturen. Det er svært at kalde noget for luksuriøst, hvis det skader planeten, siger Anya Hindmarch.

Scan-Hide mangeårige tyske samarbejdspartner Richard Hoffmans står for forarbejdningen og finish af de komposterbare huder, og fra ejer Jutta Hoffmans lyder det, at virksomheden ser et stort potentiale for produkterne, der kan få et nyt liv efter brug.

- Det er et meget interessant projekt at være en del af. Den nye garvningsteknologi er starten på en mere bæredygtig produktion af læder, som vi kommer til at arbejde videre med. Vi er glade for at være med og ser frem til samarbejdet omkring de komposterbare produkter, siger Jutta Hoffmans.

Det er virksomheden Smit & Zoon-Nera, som har udviklet teknologien bag det nye garvemiddel Zeology, og de ser et stort potentiale i samarbejdet med Scan-Hide

- Scan-Hide har en topposition, når det kommer til skandinaviske og nordeuropæiske huder, og bestræbelserne inden for dyrevelfærd, holdbarhed, kvalitet og bæredygtighed er et perfekt match med vores mission om at skabe en social og miljømæssig bæredygtig værdikæde for læderprodukter, siger Pim Wilgenburg, Venture Manager Nera i Smit & Zoon.

For Scan-Hide er den nye garvemetode endnu et aktiv for selskabets brand SPOOR, der som de eneste kan tilbyde fuld sporbarhed på det læder kunder, som Anya Hindmarch køber. Det vil sige, at det præcist kan fastslås, hvilket dyr huden kommer fra, hvordan dyrevelfærden har været, og hvordan læderet er garvet, hvilket er helt centralt for, at huderne og skindet kan nedbrydes i naturen uden at skade miljøet.

Den nye garvning åbner muligheden for, at alle Scan-Hides produkter over de kommende år kan blive komposterbare.

- Det er en rejse på tre-fire år, før vi er i mål. For at nå dertil skal vi gøre endnu flere brands bevidste om fordelene ved vores nye produkter. I den sammenhæng har det enorm værdi, at en topdesigner som Anya Hindmarch viser os tillid, siger Michael Søndergaard.

Scan-Hide ligger i Vester Skerninge på Fyn og beskæftiger 135 medarbejdere.