Royal hæder til Danish Crown kunde

Australsk kødvirksomhed med mangeårige relationer til Danish Crown blev hædret i dag i Sydney

19. februar 2015
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, den 19. februar

Formanden for Australiens største kødvirksomhed Primo Smallgoods, Paul Lederer, fik i dag overrakt Eksportforeningens Diplom og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks Æresmedalje.

Det skete ved en højtidelighed i Sydney med deltagelse af blandt andre den danske ambassadør i Australien Børge Petersen, Danish Crowns Group CEO Kjeld Johannesen og en række australske politikere og erhvervsfolk.

Paul Lederer får prisen for den store betydning, han har haft for eksporten af dansk kød til Australien, siden han første gang etablerede kontakt med Danish Crown i 1996.

- Det er fuldt fortjent, at denne hæder går til Paul Lederer. Han er en stærk og innovativ forretningsmand og i det hele taget en stor personlighed, som vi har haft stor glæde at arbejde sammen med gennem mange år, siger Kjeld Johannesen.

- Paul Lederer har som foregangsmand stået for en stor del af udviklingen af handelsforholdene mellem Danmark og Australien. Det har skabt økonomisk vækst til gavn for begge samfund som helhed og virksomheder i begge lande, siger Kjeld Johannesen.

Fra 38 til 4.000
Primo Smallgoods blev etableret  i 1985. Siden har virksomheden udviklet sig fra 38 medarbejdere det første år til 4.000 i dag, hvor Primo Smallgoods er Australiens største kødvirksomhed.

- Paul Lederer så dygtigt mulighederne i at importere danske højkvalitetsprodukter fra Danish Crown til den australske baconproduktion. Det har udviklet sig til en stor succes for begge parter, fortæller Kjeld Johannesen.

- Det er et godt udtryk for vores gode samarbejde gennem årene, at vi fra starten gav hinanden håndtryk på, at Danish Crown forpligtede sig til at levere mindst 1.500 tons om måneden, som  Primo omvendt forpligtede sig til at aftage – uden at aftalen er skrevet ned, slutter Kjeld Johannesen.

Om hædersprisen
Eksportforeningens Diplom og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks Æresmedalje tildeles personer eller virksomheder i udlandet – herunder danske virksomheders datterselskaber - der gør en ekstraordinær indsats for dansk eksport.


Billedet øverst

Fra venstre ses Børge Petersen, Danmarks ambassadør i Australien, Paul Lederer , prisomodtager og formand for Primo Smallgoods, Kjeld Johannesen, Group CEO i Danish Crown og Michael T. Hansen, dansk generalkonsul og handelskommisær i Sydney.