Mr. Kudara, der er præsident og øverste leder for en af Japans største kødvirksomheder, Marudai Food Co., fik for nylig overrakt Dansk Eksportforenings Diplom og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks Æresmedalje.
Det skete ved en højtidelighed på den danske ambassade i Tokyo med deltagelse af blandt andre den danske ambassadør i Japan, Freddy Svane, CEO i Danish Crown Pork B2B, Søren F. Eriksen og Associate Vice President Export, Jens Bech.
Mr. Kudara får prisen for gennem mange år at have været en tro aftager af danske varer og en meget værdsat samarbejdspartner for Danish Crown.
- Prisen er et unikt symbol på de gode relationer mellem Mr. Kudara og Danmark. Det er en særlig anerkendelse, som kun få personer får, men det er meget velfortjent, siger Søren F. Eriksen, der holdt tale for prismodtageren efter ambassadør Freddy Svane overrakte prisen til Mr. Kudara.
- Prisen er samtidig et symbol på en lang historie med gode relationer mellem Marudai og Danish Crown. Marudai var en af de første importører af dansk svinekød til Japan, og Mr. Kudara selv etablerede helt fra begyndelsen stærke relationer med sine forretningsforbindelser i landet, siger Søren F. Eriksen.
Blandt Japans største
Marudai Food Co. er blandt Japans fire største kødvirksomheder og Danish Crown ældste kunde i Japan. Marudai har siden midten af 70’erne aftaget produkter fra Danish Crown i Horsens.
Virksomheden aftager årligt 16.000 tons fra Danish Crown. Det er blandt andet produkter som kamme, brystflæsk og nakker, der skibes afsted fra Danmark til den japanske kunde.
Marudai Food Co. er den eneste japanske kødvirksomhed, der har en inspektør udstationeret fast i Danmark. Inspektøren pendler mellem Danish Crown i Horsens og Herning, hvor han tjekker kvaliteten på de varer, Marudai aftager fra de to afdelinger.
Om hædersprisen
Dansk Eksportforenings Diplom og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks Æresmedalje tildeles personer eller virksomheder i udlandet – herunder danske virksomheders datterselskaber - der gør en ekstraordinær indsats for dansk eksport.
