Prisregn fra Landbrug & Fødevarer

Prisregn fra Landbrug & Fødevarer

Danish Crown var repræsenteret i begge juryer, da Landbrug og Fødevarer i denne uge afslørede vinderne af Slagterprisen 2016 og Kantineprisen 2016

14. oktober 2016
Mere end 12 mdr. gammel


 
14. oktober 2016 

Hos både slagtermester Jai Khamnuanwit fra Munkholm Slagteren i Holbæk og slagtermester Thor Bak fra Meny i Aalborg er håndværket, sortimentet og kundernes behov i højsædet. Derfor kan de to slagtermestre nu kalde sig vindere af Slagterprisen 2016, skriver Landbrug og Fødevarer.

En enig jury synes, at de to slagtere skiller sig tydeligt ud med deres høje faglige niveau, med fokus på godt og ærligt håndværk og med stor sans for et bredt og inspirerende sortiment både i fersk kød, færdige middagsretter og delikatessevarer.

- Hos Munkholm Slagteren Jai Khamnuawit i Holbæk er der en unik passion, ærlighed og engagement i alle butikkens produkter. Jai formår på ganske lidt plads at producere lækre måltidsløsninger, hjemmelavet tilbehør og tilbyde bisonbøffer, hvis man vil imponere vennerne, Hanne Castenschiold, der er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og med i juryen til Slagterprisen.

Slagtermester Thor Bak fra Meny i Aalborg vinder i kategorien ’Slagtere i dagligvarebutikker’.

- Thor Bak fra Meny i Aalborg står for et meget bredt sortiment – ikke mindst i økologisk kød. Og for nytænkning indenfor både kød og pålægsprodukter; herunder den særlige Skalborg skinke, siger en enig jury om Thor Bak.

Daglig fællesspisning udløser fornem pris
Vinderen af Kantineprisen 2016 er Christian Bak, der leder kantinen i Carnegie Investment Bank i København. I hans kantine får gæsterne en unik madoplevelse hver dag.

Konceptet er enkelt, men klart for alle, for hos vinderen af Kantineprisen 2016 er det medarbejderne, maden og fællesskabet, der er i centrum.

- I Carnegie Investment Bank spiser alle medarbejdere sammen – og får serveret de samme retter. Menuen er baseret på friske, danske og økologiske råvarer i sæson, og retterne er både simple og lækre. Den daglige fællesspisning skaber et unikt break i dagen med fokus på maden og måltidet. Og ja, ordningen et hit blandt medarbejderne, som hverdag føler sig forkælede, siger Andreas Buchhave Jensen, der er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer og med i juryen til Kantineprisen.