Randers, d. 5. februar 2013
Duften af stegte pølser spredte glæde på en ellers kølig februar-dag.
- Det smager svinegodt, sagde en ældre dame, efter at hun havde sat tænderne i en saftig og eftersigende perfekt grillet pølse, der måtte give glade mindelser om sol og sommer.
Som optakt til indsamlings-showet Danmarks Indsamling 2013 sendte radioens P3 i dag fra strøget i Horsens. Her havde også det danske grill-landshold taget opstilling, hvor de grillede Gøl Pølser, der var doneret af Tulip. Indtægterne fra pølsesalget går ubeskåret til Danmarks Indsamling.
Og mens grill-landsholdet solgte lune Gøl Pølser fra grillen, kiggede grisen Frida og Hereford-tyren Ferdinand, Danish Crowns to maskotter, forbi for at give en krammer til de forbipasserende.
- Jeg eeeeelsker grillede pølser, gryntede Frida.
Som vi kender Danmarks dejligste gris, kunne hun ikke holde sig tilbage, da musikken spillede. Derfor inviterede hun Ferdinand til en humørfyldt sving-om.
På en grill er der altid plads til pølser, mente grill-landsholdets Claus Hasse. Men det er faktisk sværere at grille pølser, end man lige tror, tilføjede han.
- De kan hurtigt sprække. Men Gøl Pølser går man ikke galt i byen med. De er nemme at grille, og samtidig smager de godt, sagde han.
Tyr og gris overrækker penge
Både Frida, Ferdinand og Danish Crown er med på fredag, når DR1 sender det store indsamlings-show Danmarks Indsamling 2013.
Her afleverer krammegrisen og ungtyren de penge, der kommer ind fra salget af 10 svinehytter til sommerens Smuk Fest.
Hytterne er allerede til salg på Lauritz.com, og indtægterne går ubeskåret til Danmarks Indsamling.
Bag indsamlingen står 12 humanitære organisationer og DR, der vil få danskerne til at samle ind ved at lade fire landsdele dyste om at bidrage mest.
Pengene fra årets indsamling går til 12 konkrete projekter i 11 afrikanske lande. Det skal skabe fundament for en bedre tilværelse og fremtid for nogle af verdens fattigste mennesker.
