De første andelsejere har nu været i gang med Danish Crown Data i en god måneds tid, og systemet dækker nu data for ca. 2,2 mio. årsgrise leveret til Danish Crown. De første tilbagemeldinger er rigtig positive, og mange af jer fremhæver brugervenligheden, som også har været i højsædet i udviklingen. Hvis I ikke er kommet i gang endnu, er det hermed en opfordring til at prøve systemet af.
Det bliver også mere aktuelt, da Danish Crown på sigt træder ud af aftalen med AgroVision, som værktøj til E-kontrol. Vi mener, at løsningen med dynamiske data er fremtiden, da det giver muligheden for at følge tilvækst, foderforbrug og dødelighed med få løbende indtastninger.
Det betyder, at der på eventuelle morgenmøder ude på bedrifterne bliver en mulighed for at drøfte aktuelle udfordringer eller motivere og holde ved en god udvikling.
Vi har allerede nu gode eksempler på besætninger, som er startet op i systemet og har fået værdi af det. Et konkret eksempel er, at forskellene på ejendomme nu bliver tydelige uden forsinkelser. I eksemplet er det tre ejendomme med samme blandinger, samme grise, men forskellige produktionsresultater, og det giver en mulighed for at reagere på resultaterne nu og her. De løbende foderindberetninger gjorde det hurtigt klart, at der var uregelmæssigheder i tildeling af tilskudsfoder.
Samtidig kan effekten af nye tiltag aflæses med det samme, der leveres grise. Det betyder, at vi eksempelvis kan se, om vi er ved at spare os fattige, hvis vi tildeler et billigere fodermiddel, men taber på foderforbruget, så besparelsen i sidste ende bliver en udgift. Det kan aflæses i en afgrænset periode, og dermed kan vi tage de rigtige beslutninger baseret på fakta fra grisene.
Danish Crown Data er hele tiden under udvikling, og vi tager gerne mod forslag til forbedringer. Vi er næsten klar med en løsning, så flytninger mellem CHR-numre også registreres på Svineflyt, og samtidig vil registrering af døde dyr inden længe blive overført automatisk til DAKAs app.
I Ejerservice står vi klar til at hjælpe jer med at komme i gang med systemet enten via vores webinarer eller via konsulenterne. Du kan tilmelde dig webinarerne via ejersiden eller appen under ”arrangement tilmelding”.