Økonomisk fremgang løfter fast food salget

Økonomisk fremgang løfter fast food salget

Salget af fast food er stigende, hvilket er et tydeligt tegn på, at danskerne igen bruger flere penge.

17. juli 2014
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 17. juli 2014

Efter en årrække med finanskrise og halvdårligt sommervejr kan den generelle økonomiske fremgang nu mærkes rundt omkring i de danske fast food butikker.

Det fortæller kommunikationschef i Tulip Food Company, Rune Jungberg Pedersen.

Tulip Food Company står bag mærkerne TULIP, GØL og Steff-Houlberg, og det har det seneste år været tydeligt, at danskerne igen er blevet hurtigere på aftrækkeren, når sulten skal stilles.

- Humøret er generelt blevet bedre, og salget er stigende. Forhandlerne kan tydeligt mærke, at pengene sidder lidt løsere, og at folk er hurtigere til at købe en hotdog eller en softice, når de er på tur, siger Rune Jungberg Pedersen.

Den positive tendens bliver yderligere forstærket af det gode vejr, som betyder, at de mange rene sommerbutikker klarer sig bedre end tidligere år.

- Fremgangen kan deles op i den generelle økonomiske fremgang, og så den fremgang der skyldes det gode vejr, som har stor betydning for nogle butikker. Der er jo kun salg fra strandbutikkerne, hvis der er folk på stranden, og det har der været i år, siger Rune Jungberg Pedersen.

Stærke koncepter
Selv om der generelt er fremgang i salget af fast food, er der dog forskel fra kæde til kæde.

- Generelt ser vi, at de stærkeste kædekoncepter er dem, der vokser mest og hurtigst. Indenfor Tulip Food Company er det specielt de to kæder Tulip TimeOut og Steff´s Place, der vokser, fortæller Rune Jungberg Pedersen.

Det forklarer han blandt andet med, at større kæder giver mulighed for at skabe mere synlighed.

- Det har vi blandt andet set i forbindelse med DM i hotdogspisning, som Steff´s Place står bag, og som har øget forbrugernes viden og kendskab til kæden markant. Samtidig er der en øget fokus på den hygge, tradition og glæde, som mange danskere forbinder med at spise en hotdog, hvilket også er en af grundene til, at antallet af pølsevogne igen er stigende, siger Rune Jungberg Pedersen.