Øget fokus på fyldte maver

Øget fokus på grise, der ankommer til slagtegangen med fyldte maver, har ført til et endnu mere fintmasket kontrolnet.

26. april 2012
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 26. april 2012   


Senest har det ført til, at der er gjort fund af gødning i slagteprocessen på steder, hvor det ikke må forekomme.

Derfor har Danish Crown sat problemstillingen øverst på dagsordenen - både i processen på slagterierne og ude hos den enkelte andelshaver.

- Selvom problemerne opdages, så det ikke påvirker fødevaresikkerheden ude hos den enkelte forbruger, så er et fund af gødning i en fødevareproduktion et fund for meget, siger fødevaresikkerhedschef i Danish Crown Bent Aalund Olsen.

Der er gjort et fund på slagteriet i Horsens, og her har man øjeblikkeligt sat ind med øget mandskab og nye metoder.

Samtidig har DC Ejerservice i samarbejde med slagterierne indført en egentlig registrering af fyldte maver på leverandørniveau. Grise, som indleveres til slagtning, skal faste i mindst fem timer inden afhentning hos landmanden. Og en registrering betyder, at Danish Crown følger op ude hos den enkelte landmand, hvis ikke reglerne bliver fulgt.

- Som slagteri kan vi ikke længe acceptere, at der indleveres grise med fyldte maver. Det er ganske enkelt dårligt landmandskab, som der skal sættes en stopper for nu, siger formand for Svineproducentudvalget Asger Krogsgaard.

Formanden understreger, at problemet med de fyldte maver har fået højeste prioritet for Danish Crown, og at alle værktøjer i værktøjskassen i teorien kan tages i brug for at få løst problemet.

Den moderne teknologi, der i dag benyttes på langt de fleste slagterier, har øget risikoen for, at en fyldt mave kan give problemer. Derfor testes i øjeblikket også manuelt udtag af maveindhold.

- Danish Crown er først og fremmest fødevareproducent, og selv om den ekstremt detaljerede kontrol i dag betyder, at der ikke er risiko for fødevaresikkerheden, så hører maveindhold ikke hjemme i en fødevareproduktion, siger Bent Aalund Olsen.