Nye regler for kødprocenten

For at sikre ensartethed laver Danish Crown nye regler for kødprocenten. Det skal give bedre afsætning til højprismarkederne.

26. februar 2015
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, den 26. februar


Fra den 4. maj 2015 kommer der derfor nye regler for kødprocenten i indleverede slagtesvin. Det betyder at noteringsfradragene for en lav kødprocent bliver større.

Når Danish Crown får svin ind med en høj kødprocent, kan der hjembringes en højere pris i eksportafdelingen, fortæller eksportchef Mads Stougaard.

- Hvis vi får magre varer ind, så har vi bedre afsætningsmuligheder og kan derfor få en højere pris for produkterne. Skal vi afsætte mere på højprismarkederne, er det især magert kød, der er efterspurgt.

Behov for ensartethed
En højere kødprocent giver en højere pris, men udover prisen giver det også nogle klare fordele, når grisen skal sælges. En ensartet kødprocent gør, at eksportafdelingen i langt højere grad kan agere offensivt i markedet.

- Vi har behov for en mere ensartet kødprocent, så vi ved, hvad vi får ind, og hvad vi skal sælge. Hvis kødprocenten ligger højt, kan vi samtidig hjembringe en højere pris, så der er rigtig god mening i det her, siger Mads Stougaard.

Hent hjælp i DC Rådgivning
Med henblik på at ramme den korrekte kødprocent udbyder DC Rådgivning et seks-måneders forløb. Det er gratis for andelshavere, der ikke allerede har benyttet sig af de seks gratis måneder med DC Rådgivning.

Se den nye regulering her

 

Kødprocent Tidligere regulering Ny regulering
61,1-65% + 10 øre pr. procentpoint + 10 øre pr. procentpoint
61% 0 0
59,0-60,9% - 10 øre pr. procentpoint - 10 øre pr. procentpoint
57,0 - 58,9% - 10 øre pr. procentpoint - 15 øre pr. procentpoint
50,0-56,9% - 20 øre pr. procentpoint - 25 øre pr. procentpoint