Randers, 2. juli 2015
Lidt konkurrence har aldrig skadet, og nu er der mulighed for at konkurrere med landmandskolleger med Danish Crowns Agrosoft-system. Nye muligheder for benchmarking åbner for en sammenligning af produktioner, så der både kan sammenlignes i grupper eller med de allerbedste i Danmark.
Vil du sammenligne dig direkte med andre, kræver det, at der er givet tilladelse til at se tallene. Hvis det ikke er tilfældet, vil sammenligningen være med alle Danish Crowns andelshavere, som er blevet anonymiseret.
Det er muligt at sammenligne sig på flere forskellige parametre som eksempelvis foderforbrug, tilvækst eller kødprocent, og håbet fra DC Ejerservice er, at det vil blive brugt til at forbedre produktionen gennem videndeling.
- Det er klart, at der ligger en sjov mulighed for at kunne konkurrere internt her, men vores håb er, at man ligeså meget vil bruge det til at blive bedre. Hvis man kan se, at en fra ens ERFA-gruppe klarer sig rigtig godt på eksempelvis kødprocent, er det jo oplagt at bruge ham til at blive bedre selv, siger Rikke Lassen Jensen fra DC Ejerservice.
Nogle andelshavere vil allerede være oprettet i Agrosoft, men hvis du ikke er, kan du kontakte DC Ejerservice på 89 19 19 20.
