Nybygningstillæg en succes

Danish Crowns nybygningstillæg er en succes. Til dags dato er der givet tilskud til godt 300.000 slagtesvin. Jens Kristian Iversen er én af de slagtesvineproducenter, der nyder godt af tilskuddet.

12. marts 2014
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 12. marts 2014

I fredags slog slagtesvineproducent Jens Kristian Iversen porten op på sin nye udleveringsrampe og inviterede til Åben Stald på sin nye slagtesvinestald med 1.300 stipladser på gården Skautrupgaard lidt syd for Holstebro.

Jens Kristian Iversen har ansøgt om at få tildelt Danish Crowns nybygningstillæg på 15 øre/kg i 5 år, og det har han fået.
Dermed bliver de årlige 5.200 slagtesvin, der kommer ud af den nye stald hos Jens Kristian Iversen en del af den gruppe på godt 300.000 slagtesvin, der siden nybygningstillæggets introduktion for halvandet år siden modtager tillægget.

- Jeg kommer til at modtager cirka 85.000 kroner om året fra Danish Crown i nybygningstillæg, og fordi min produktion nu stiger til 17.000 slagtesvin, så ryger jeg også et trin op i DC Marked. Og det betyder faktisk, at min indtjening stiger med samlet 155.000 om året, og med dem kan jeg altså forrente mange penge, siger Jens Kristian Iversen.

Sikring af fremtiden
For ham er udvidelsen en sikring af fremtiden. Han er 45 år, og hans søn udtrykker ønske om at blive en del af bedriften en dag.

- Vi må følge med udviklingen, og det er større enheder. Så da jeg hørte om Danish Crowns tillæg, ansøgte jeg selvsamme dag. Nybygningstillægget er en fantastisk håndsrækning, siger Jens Kristian Iversen.

Da nybygningstillægget blev introduceret for halvandet år siden, blev der sat penge af til 250.000 slagtesvin. Da puljen relativt hurtigt blev opbrugt, satte Danish Crown endnu en pulje i søen til yderligere 250.000 slagtesvin. I dag er der endnu penge tilbage i denne pulje til cirka 200.000 slagtesvin.

Stadig mulighed for ombygningstillæg
I samme ombæring med nybygningstillægget blev også ombygningstillægget introduceret. Det støtter ombygning af andre dyrestalde til slagtesvinestalde. F.eks. ombygning af sostalde og kyllingehuse til slagtesvinestalde. Puljen er på 250.000 slagtesvin, og der er i dag omegnen af 73.000 tilbage.

Tilskuddet lyder på 7,5 øre/kg i fem år.

- Hverken nybygningstillægget eller ombygningstillægget afgør alene, om der bygges nyt eller bygges om. Men det er en håndsrækning, som skal få det hele til at balancere. Der er ingen tvivl om, at de her tilskud er gode at tage med i pengeinstitut og kreditforeningen, når der skal diskuteres investeringer, siger direktør i DC Ejerservice Vagner Bøge, som understreger, at man i Danish Crown er meget tilfredse med de tillæg, som indtil videre har bevist deres eksistensberettigelse.