De seneste år er grisekødet begyndt at tabe terræn hos de unge forbrugere, som i stigende grad har fokus på, at mad skal være let, lækkert og sundt. Et stigende antal af de unge forbrugere sætter ikke lighedstegn mellem de tre kriterier og grisekød, men det skal en ny kampagne være med til at lave om på.
- Med denne landsdækkende kampagne vil vi gerne vise de unge forbrugere, at grisekød også kan indgå i et moderne måltid mad i fremtiden. Det vil vi primært gøre ved at inspirere dem til at bruge grisekødet på måder, som de måske ikke selv har tænkt over, siger Mette Færch, der er Vice President for Marketing & Innovation i Danish Crown Foods.
Programserie dedikeret til gris
Startskuddet til indsatsen er den nye programserie ’Danmarks lækreste gris’, som Danish Crown har lavet i samarbejde med TV2. Programmet kan ses på TV2 Play, og konceptet er, at kokkene Louisa Lorang og Casper Sobszyk dyster om at skabe Danmarks lækreste ret med gris, baseret på den udvalgte udskæring, de får udleveret. Herefter går jagten ind på rettens øvrige ingredienser, som de selv skal skaffe i de skiftende lokalområder.
- Vi håber, at programmet kan være med til at inspirere særligt de mange børnefamilier til at lave sunde og lette retter med grisekød, og at vi kan sætte fokus på, hvordan grisekød kan indgå i en sundere og grønnere madtradition, siger Mette Færch.
Udover programmet på TV2, så indeholder kampagnen også diverse digitale marketingelementer. Særligt på de sociale medier kommer der små videoer fra ’Danmarks lækreste gris’, og der vil også være en række bannerreklamer på diverse digitale platforme som TV2, TV3, Discovery og Youtube. Derudover samarbejder Danish Crown også med kendte meningsdannere, der skal være med til at sprede budskabet om grisens potentiale, og der vil blive arbejdet aktivt med forskellige in-store-aktiviteter. Alle opskrifter og videoklip er blevet samlet på kampagnesitet, som du kan se her.
Flere skud i bøssen
Kampagnen startede i uge 41 og kommer til at køre til og med uge 46. Det betyder dog ikke, at man nu vil læne sig tilbage og håbe, at det var det for denne gang. I februar 2021 er der nemlig allerede nu planlagt en omgang mere.
- Fordi vi skal have skubbet de unges opfattelse af grisekød, er vi godt klar over, at det ikke er noget, der sker over en måned eller to. Derfor arbejder vi allerede nu på det næste kampagnerul, der skydes i gang til februar, hvor der vil sættes endnu mere fokus på grisekødets potentiale i en moderne hverdag, siger Mette Færch.
