Randers, 28. januar 2016
Nå, ser du sådan ud, når du ikke er i stalden? Det kunne konsulent Anders Nørgaard fra Ejerservice og Kristian Sørensen fra Fåborg i Sydvestjylland have sagt til hinanden ved deres møde på Danish Crowns stand på NutriFair i Fredericia.
- På en messe som NutriFair møder vi landmændene på en anden måde, end vi plejer. Det kan åbne for andre spørgsmål. Desuden kan vi fortælle om Ejerservices tilbud og få en snak med potentielle leverandører, som man måske ellers ikke ville have mødt, siger Anders Nørgaard.
Kristian Sørensen er enig.
- Jeg skal til at være UK-leverandør og har lige fået det administrative på plads med Anders i den forbindelse. Det er rart at kunne få en snak om stort og småt med rådgiverne fra Ejerservice og samtidig få vendt nogle ting med SPF. Og så er det spændende at komme rundt på messen og se andre relevante stande, konstaterer han.
Anders Nørgaard er også glad for at kunne hilse på kolleger og konkurrenter.
- Man kan få udbygget sit netværk og få nye ideer og få sat ansigt på mange, som man stort set ellers kun ’kender’ fra e-mails og telefonsamtaler, siger Anders Nørgaard.
