Den store eksamen for indberetningstillægget lå henover jul og nytår, hvor helligdagene skabte usikkerhed om antallet af grise til slagtning. Her ramte den prognose, der blev lavet på baggrund af indberetningerne fra andelshaverne tættere på skiven, fortæller Nicolaj Nørgaard, der er daglig leder i Ejerservice.
- Havde vi kørt med den klassiske prognose, så havde vi ramt noget forbi og formentlig planlagt med alt for mange slagtninger i januar, så indberetningerne viser sit værd, og det er især takket være den store indsats andelshaverne har lagt i at indberette deres grise til tiden. Det er et godt eksempel på, hvordan vi kan spille hinanden stærkere.
Den ekstra viden om antallet af grise giver samtidig mere spillerum i afsætningen, fortæller global salgsdirektør Lars Albertsen.
- Hvis vi får meget mere ind, end vi har regnet med, så kommer vi ud i eftermarked, hvor tingene skal presses ind, og det giver ikke gode priser. Så en præcis viden om, hvad vi skal afsætte, giver os bedre muligheder for at servicere kunderne med de rigtige mængder til de rigtige priser.
Mere automatisering
Det system, som varetager indberetningerne i Danish Crown, skal nu ud af ”menneskehænder”, så tillæggene tildeles og fratages fuldt automatisk. Det betyder samtidig, at der lægges større vægt på præcis data i indberetningerne.
- De fleste indberetter antal og gennemsnitsvægt til tiden, men der er stadig en del, som ikke har rettet deres produktionsdata på tilvækst, udleveringsstrategi, slagtevægt og dødelighed, og derfor kører med standardtal. De vil være i risiko for at miste de 10 øre, når vi automatiserer, så det er vigtigt, at man lige får gennemgået den del og sikrer, at de stemmer overens med virkeligheden hos den enkelte, siger Nicolaj Nørgaard.
Derfor opfordrer han til at tjekke produktivitetstal på app’en eller på hjemmesiden.
- Vi har høstet de første erfaringer, og de har været gode, så nu skal vi have præcisionen helt på plads, så vi kan trække maksimal værdi ud af den viden, som vi har i fællesskab, siger Nicolaj Nørgaard.
Har du spørgsmål til indberetninger, er du altid velkommen til at kontakte din ejerservicekonsulent på 8919 1920.

Mere præcision i smågriseindberetningerne
Indberetningstillægget har efterhånden vist sit værd, når det kommer til at lave mere præcise prognoser, men der er stadig data, som ikke er opdateret. Det bliver vigtigt i den kommende tid, hvor processerne i højere grad automatiseres.
14. februar 2019
Mere end 12 mdr. gammel