Mere flæskesteg end nogensinde

Mere flæskesteg end nogensinde

19. december 2013
Mere end 12 mdr. gammel


Randers den 19. december 2013


En jul uden flæskesteg og medisterpølse er utænkelig for de fleste danskere. Den traditionelle julemad hitter som aldrig før, og julen 2013 ser ud til at slå alle rekorder. De seneste uger har Danish Crown oplevet en historisk efterspørgsel.

- Når vi ser på vores salgstal, så er der ikke mange danskere, der holder juleaften uden enten ribbensteg eller kamsteg på bordet. De seneste to uger har vi solgt 25 procent flere ribbenstege end sidste år, og salget af kamsteg er oppe med 10 procent i forhold til 2012, fortæller Uffe Frovst, der er direktør for DC Pork Danmark.

Langt størstedelen af de mange varer til de danske købmænd og supermarkeder bliver produceret på Danish Crowns slagteri i Herning. Her har travlheden betydet arbejde til 10 ekstra medarbejdere i hele december, og samtidig har der ikke været holdt ferie overhovedet.

- Det er helt utroligt så travlt vi har haft i år. I sidste uge sendte vi 65 tons svinekød mere ud af porten end i vores hidtil bedste uge, som var op til jul i 2010. Og 65 tons det svarer altså til 130.000 pakker med 500 gram i hver, forklarer Allan Ernstrøm, der er produktions- og terminalchef på slagteriet i Herning.

Alene torsdag i sidste uge blev der sendt 731 paller af sted fra Herning. Det svarer til 25 lastbiltræk, som er kørt fra Herning. Hvor meget det er i kilo, vil Danish Crown af konkurrencehensyn ikke oplyse, men Uffe Frovst kan ikke skjule sin stolthed.

- Jeg er imponeret over den indsats, vores medarbejdere i både salg og produktion har ydet de seneste uger. De kører bare på for at sikre, at alle danskere kan få flæskesteg og medister til julemiddagen, roser Uffe Frovst.

15 centimeter medister til alle danskere
I begyndelsen af december spåede Danish Crown, at salget af medister i år ville nå op på 900 kilometer. Siden har ”medister-afdelingen” i Herning stort set arbejdet i døgndrift, og ”distancen” på 900 kilometer blev nået allerede tirsdag i denne uge. Milepælen 1.000 kilometer står dermed for fald.

- Når vi slukker maskinerne den 23. december, så har vi helt sikkert rundet de tusinde kilometer. Det svarer altså til godt 15 centimeter medister til hver eneste dansker, så der er ikke noget at sige til, at vi har travlt, siger Allan Ernstrøm.