Randers, d. 24. september 2012
Det sydede og boblede på N. Kochs Skole i Aarhus fredag – både af elevernes forventninger og fordi der var kød fra Danish Crown på panden.
Skolen havde nemlig sat elever til og med 9. klassetrin stævne til en dag, der skulle handle om mad. I den anledning var Danish Crowns mobile køkken sat op på skolen, hvor skolens ældste klassetrin skulle lære, hvordan gode råvarer bliver til et lækkert måltid.
- Vi har ikke hjemmekundskab på skolen, men det er alligevel vigtigt for os at lære eleverne noget om mad. Så i dag skal eleverne ikke bare prøve deres evner i køkkenet af, de skal også lære noget om de gode råvarer, og hvordan man laver dem til det lækkert måltid, fortalte skoleleder Lisbeth Qvortrup.
Sjovere end matematik
I skolens store sal var der borde fyldt med grønsager, kølere fyldt med kød, og langs køkkenerne stod eleverne og lyttede opmærksomt til instruktørerne fra Frugtformidlingen, mens stegeosen bredte sig op under træloftet.
- Det er sjovt at lave mad i stedet for bare at have almindelige timer, fortalte otteårige Marcus Ponty fra 2. klassetrin, mens han vendte en nakkekotelet under kyndig vejledning af Frugtformidleren Line Munkholm.
Lidt efter kunne 7-årige Elias Qvortrup fra 1. klasse konstatere, at nu var nakkekoteletten klar til servering. Den blev skåret i stykker og delt ud blandt de seks elever på madholdet.
- Det smager altså rigtig godt, konstaterede Elias Qvortrup begejstret.
Viden om råvarer
Også i klasseværelserne havde maddagen sat sit præg. Matematik, dansk og engelsk var skiftet ud med læring om råvarerne. For inden eleverne skulle i køkkenet, så skulle de vide, hvad det var, de ville få mellem hænderne.
- En dag som i dag handler ikke bare om, at eleverne skal lave mad. De handler også om, at de skal gå hjem med en masse ny viden om de råvarer, som danner grundlaget for måltidet, forklarede Lisbeth Qvortrup.
Maddagen på N. Kochs Skole var blevet til i et samarbejde mellem Madkulturen, Frugtformidlingen og Danish Crown.
