Lærer lockout påvirker ikke slagtningen

26. marts 2013
Mere end 12 mdr. gammel


Randers, 26. marts 2013

Konsekvenserne af den varslede lockout af lærerne fylder meget i medierne netop nu. Tilbagemeldingen fra Danish Crowns produktionsafdelinger er foreløbig, at medarbejderne allerede har styr på, hvordan de får passet deres børn efter påske.

- Vi er virkelig glade for at mærke, hvordan vores medarbejdere i vidt omfang selv har løst den udfordring, de uforskyldt kan stå i efter påske. Det vidner om, at de tager ansvar både for dem selv, men bestemt også for deres arbejdsplads, og det har jeg meget stor respekt for, siger Søren F. Eriksen, der er produktionsdirektør i Danish Crown.

Der er altså ingen udsigt til, at lockouten af lærerne kommer til at påvirke slagtningen i ugen efter påske. Omvendt er det meget forskelligt, hvordan medarbejderne får passet deres børn. Mange får hjælp af bedsteforældre og anden familie, mens andre har valgt at bruge feriedage eller afspadsering for at passe børnene selv eller indgå i kollektive pasningsordninger.

- I det omfang vi overhovedet har mulighed for det, vil vi selvfølgelig forsøge at efterkomme medarbejdernes ønsker om ferie- og fridage. Det kan godt blive lidt et puslespil at få det til at gå op i de enkelte afdelinger, men min fornemmelse er, at alle er enige om at løse den her udfordring i fællesskab, så lockout’en skader både den enkelte og Danish Crown mindst muligt, fortæller Søren F. Eriksen